Sagen om drab og partering af lig begynder i dag
Sagen om det drab og partering af lig i Ilulissat, starter i dag. En mand er anklaget, hvor anklageren kræver forvaring på ubestemt tid.
Retssagen om drabet på den 24-årige Maassannguaq Dalager starter i dag, mandag den 21. november.
Det er anklagerfuldmægtige Marutha Thayapharan, der fører sagen for anklagemyndigheden.
- Jeg håber, at retssagen går problemfrit. Nu har vi rejst tiltale på baggrund af politiets efterforskning i sagen, udtaler anklager Marutha Thayapharan forud for retssagen.
Kræver forvaring
Politiet meldte om fundne dele af et lig på forbrændingsanlægget i Ilulissat i starten af oktober. Der var tale om en 24-årig mand, blev det senere meldt ud. Tre personer blev anholdt i sagen og en mand og en kvinde blev sigtet omkring en uge efter fundet af ligdelene. Det er kun manden, der skal for retten i dagene 21. til og med den 24. november.
Ifølge anklageskriften er manden tiltalt for drab og usømmelig omgang med lig. Anklageren går efter forvaring på ubestemt tid, samt erstatning til efterladte.
- Som anklager ser jeg det bevist, at der er grundlag for at rejse tiltale og kræve forvaring på ubestemt tid. Men det er selvfølgelig retten, der skal tage stilling til dommen, på baggrund af de beviser, der bliver fremlagt i retssagen, forklarer Marutha Thayapharan.
Anklageren forventer, at Qaasuitsoq Kredsret vil afsige dom i sagen torsdag den 24. november.
Forsvarer i sagen, Finn Meinel ønsker ikke at kommentere sagen før, der er afsagt dom.