Så stor blev coronaregningen i 2020

I løbet af 2020 har Finans- og Skatteudvalget godkendt en lang række ekstrabevillinger, som har forværret drifts- og anlægsbudgettet med mere end en halv milliard kroner.

Asii Chemnitz Narup har allerede lavet sit første forelæggelsesnotat i forbindelse med en tillægsbevillingslov for Finanslov 2020.
Offentliggjort

Finansdepartementet har gjort ekstraregningen op for 2020 og udfærdiget en tillægsbevillingslov, som bliver det vigtigste dagsordenspunkt på den ekstraordinære samling den 3. og 7. maj.

I 2020 blev Grønland påvirket af coronapandemien, og det har kostet dyrt, viser et forelæggelsesnotat, som den nye naalakkersuisoq for finanser Asii Chemnitz Narup har fremlagt forud for den ekstraordinære samling.

Forventede overskud

Før pandemien brød ud var forventningen, at Finansloven for 2020 ville udvise et DAU-overskud på 59,1 millioner kroner og et budgetteret DA-overskud på 49,6 millioner kroner. Sådan skulle det langt fra gå. DAU-budgettet står for drift, anlæg og udlån, mens DA-budgettet vedrører drift og anlæg.

- De af Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg godkendte tillægsbevillinger i løbet af 2020 forværrer DAU-resultatet med 211,7 mio. kr. og DA-resultatet med 504,8 mio. kr. samlet set, bliver det oplyst i forelæggelsesnotatet.

- Forværringen følger blandt andet af godkendelsen af tillægsbevillinger med hjælpepakker til lønmodtagere og erhvervslivet på baggrund af Covid-19, bliver det forklaret.

I stedet for et plus på de to budgetter i omegnen af de 50 millioner kroner lander regnskabet således på et DAU-underskud på 152,5 og et budgetteret DA-underskud på 455,2 millioner kroner.

Fast procedure

Det er en årlig fast procedure, at Inatsisartut-politikerne skal godkende en tillægsbevillingslov, der vedrører beslutninger, der har haft betydning for finansloven året forinden.

- Forslag til Tillægsbevillingslov for 2020 er dermed at betragte som en efterbevillingslov. Tillægsbevillingsloven formaliserer de beslutninger, som Naalakkersuisut i kraft af bemyndigelser i tekstanmærkninger i finansloven og Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg allerede har truffet i finansåret 2020, bliver det forklaret i forelæggelsesnotatet.

Powered by Labrador CMS