KAMPEN OM TIDENS BESTEMMELSE

Overblik: Hvad sker der med tiden?

Få et overblik over de mange krumspring og holdningsændringer i kampen om tidens bestemmelse, inden Inatsisartut i dag skal stemme om at flytte tidszonen tilbage til UTC-3 og afskaffe sommertid. 

I dag skal Inatsisartut tage en endelig beslutning om tidens bestemmelse.
Offentliggjort

I dag skal Inatsisartut beslutte, om tidszonen skal ændres, og sommertid skal afskaffes.

Diskussionen om tidens bestemmelse har været lang og fuld af krumspring. Her er et overblik over historien bag ændringerne i Grønlands tidszone.

2019

Inatsisartut vedtager under forårssamlingen 2019, at sommertid skal afskaffes – når EU også gør det.

2022

I maj 2022 hjemtager Grønland tidens bestemmelse og dermed retten til selv at bestemme over tidszoner og sommer- og vintertid.

På dette tidspunkt er Grønland inddelt i fire tidszoner. Den almindelige tidsstandard, som inkluderer det meste af Vestgrønland og Østgrønland, er i UTC-3. Ittoqqortoormiit er i UTC-1. Pituffik Space Base er i den østamerikanske tidszone UTC -4. Vejrstationen Danmarkshavn i Nationalparken i Østgrønland er i tidszone UTC +0. Med undtagelse af Danmarkshavn og Pituffik Space Base bruger resten af landet sommer- og vintertid.

I juli sender Naalakkersuisut et forslag i høring om at flytte den almindelige tidsstandard i Grønland til UTC-2.

Argumentet for ændringerne er, at erhvervet vil få én time mere at handle med Danmark og Europa i dagligt.

Forslaget bliver behandlet på efterårssamlingen i 2022. 24. november vedtager et enigt Inatsisartut, at den almindelige tidszone skal ændres til UTC-2.

Naalakkersuisut skal høre borgerne i Ittoqqortoormiit om deres holdning til at ændre tidszone.

2023

Loven træder i kraft 25. marts 2023 samtidig med, at Grønland overgår til sommertid.

Ændringen mærkes dog først 29. oktober, hvor størstedel af Grønland lader uret stå, i stedet for at sætte det en time tilbage ved overgangen til vintertid.

Nu er tidsforskellen til Danmark tre timer i stedet for fire. Samtidig står solen en time senere op og går en time senere ned.

2024

Det er blevet besluttet, at Ittoqqortoormiit skal i samme tidszone som resten af landet. Da der skiftes til sommertid 30. marts 2024 lader Ittoqqortoormiit uret stå, så de går fra UTC-1 til UTC-2.

Ved overgangen til vintertid 26. oktober stiller Ittoqqortoormiit lige som resten af Grønland stiller uret en time tilbage .

Influenceren Qupanuk Olsen starter i april en underskriftindsamling for at flytte tidszonen tilbage til UTC-3. Den får omkring 2700 underskrifter. Flere argumenterer for, at solen ikke følger den naturlige rytme længere, fordi den står en time senere op.

I juli sender Siumut et forslag i høring om at ændre tidszonen tilbage til UTC-3 og afskaffe sommertid, da de har modtaget henvendelser fra borgere, som oplever negative konsekvenser efter ændringen i tiden.

Punktet når dog ikke at blive behandlet, inden der udskrives valg til Inatsisartut. Dermed bortfalder forslaget.

GRØNLANDS TIDSZONER

Grønland er inddelt i tre tidszoner.

Den almindelige tidsstandard, som inkluderer størstedelen af landet, er i tidszone UTC-2. 

Pituffik Space Base er i den østamerikanske tidszone UTC-4. 

Vejrstationen Danmarkshavn i Nationalparken i Østgrønland er i tidszone UTC+0.

I oktober 2023 skiftede størstedelen af Vest- og Østgrønland tidszone fra UTC-3 til UTC-2.

I marts 2024 skiftede Ittoqqortoormiit også til UTC-2 fra UTC-1.

Med undtagelse af Danmarkshavn og Pituffik Space Base bruger resten af landet sommer- og vintertid.

2025

Efter valget i 2025 fremsætter både Siumut og Naleraq lovforslag om at vende tilbage til UTC-3 og afskaffe sommertid.

Punkterne bliver 1. behandlet i Inatsisartut 14. oktober og bliver henvist til behandling i Lovudvalget med bred tilslutning.

Punkterne skal debatteres anden og tredje gang i november, men udskydes til efterårssamlingens anden del, som er sat til februar 2026.

Dog ender den anden del af efterårssamlingen 2025 med at blive aflyst på grund af situationen med USA.

2026

Dermed kommer punkterne næste gang på dagsordenen til forårssamlingen 2026. Efter flere udsættelser skal de endelig 2. behandles 5. maj.

Her er Lovudvalget kommet med en anbefaling om, at tidszonen forbliver i UTC-2, men at sommertid afskaffes senest til 1. januar 2028.

Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, siger fra talerstolen, at de støtter anbefalingen fra Lovudvalget.

Men kort efter debatten starter i salen, bliver partierne enige om at sende forslagene tilbage til udvalget. Dermed slutter behandlingen.

Den nye 2. behandling og 3. behandling bliver sat til senere på forårssamlingen, men ender med at blive udskudt til efterårssamlingen.

Forud for debatten på efterårssamlingen starter Taatsi Fleischer en underskriftindsamling på nettet, som på få dage får mere end 4000 underskrifter, som alle ville tilbage til tidszone UTC-3.

Udvalg vender rundt og støtter Siumut-forslag

Lovudvalget kommer også med sin nye anbefaling: Et ændringsforslag til Siumuts forslag, som lyder på, at sommertid afskaffes per 1. januar 2027, mens tidszonen ændres til UTC-3 i 2028. Samtidig indstiller de Naleraqs forslag til forkastelse.

Den centrale forskel mellem forslagene er, at Naleraqs kræver, at borgerne i Qaanaaq, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit høres, inden der fastsættes tidszoneændringer i disse områder.

13. oktober starter 2. behandlingen. Jens-Frederik Nielsen indtager talerstolen og fremlægger de negative økonomiske konsekvenser, hvis ændringsforslaget bliver vedtaget. Men koalitionspartierne kommer med en fælles udtalelse om, at de vil stemme for.

Inatsisartut stemmer om ændringsforslaget, hvor 18 ud af 24 tilstedeværende medlemmer stemmer for. Seks undlader at stemme.

Et flertal stemmer for at forkaste forslaget fra Naleraq.

Nu mangler kun 3. behandlingen af punkterne, som skal foregå i dag. Hvis partierne stemmer, som de gjorde under 2. behandlingen, vil Naleraqs forslag forkastes, mens ændringsforslaget til Siumuts forslag vil vedtages.

Hvis Inatsisartut endeligt vedtager Lovudvalgets ændringsforslag, vil det betyde, at vi ikke skifter til sommertid i 2027, og i 2028 i stedet for at skifte til sommertid, rykker tidszonen tilbage til UTC-3. Det vil påvirke tidsforskellen til Danmark, og hvornår solen står op.
Powered by Labrador CMS