Russere fløj over Grønland trods forbud

De danske myndigheder har lukket luftrummet for russiske fly, også privatfly, fra søndag. Men tre russiske fly fløj natten til mandag over Grønland. Der er tale om humanitære flyvninger, som er undtaget forbuddet, oplyser den danske trafikstyrelse.

Arkivfoto
Offentliggjort

Naviair, som har kontrol med grønlandsk og dansk luftrum, har gjort Trafikstyrelsen i Danmark opmærksom på, at det russiske luftfartsselskab Aeroflot i nat har gennemført tre flyvninger over Grønland efter etableringen af flyveforbuddet.

Alle tre overflyvninger er foregået i den del af luftrummet, hvor Danmark ifølge gældende statsaftaler med Canada og Island har uddelegeret lufttrafiktjenesten til de to lande. Det er derfor Canada og Island, der har håndteret de pågældende flyvninger og tilhørende flyveplaner.

Lukket for russiske fly

Det skete på trods af, at Danmark har lukket luftrummet for russiske fly søndag.

- Alle flyvninger er af Naviair oplyst til at have haft status af humanitære flyvninger, der er undtaget fra flyveforbuddet. Trafikstyrelsen er i dialog med de canadiske luftfartsmyndigheder for at afklare de præcise forhold, oplyser den danske trafikstyrelse til Sermitsiaq.AG.

Trafikstyrelsen har i kommunikationen til luftfartsselskaberne indskærpet, at humanitære flyvninger kræver forudgående tilladelse fra Trafikstyrelsen. Trafikstyrelsen vil derudover følge udviklingen i antallet af humanitære flyvninger for at sikre, at dette begreb ikke misbruges.

Fly vendte om

De tre flyvninger er SU111 (Miami-Moskva); SU157 (Punta Cana-Moskva); SU159 (Cancun-Moskva). Alle tre afgik inden flyveforbuddet trådte i kraft, og alle tre blev håndteret af både Canada og Island over Grønland.

- Naviair er bekendt med, at en Aeroflot-flyvning fra Moskva til New York (SU124) vendte om i luften da flyveforbuddene i Grønland, Canada og Island blev meldt ud, lyder det fra Trafikstyrelsen.

Powered by Labrador CMS