Rusland deler første video af hærchef efter Wagner-mytteri

Trods hård kritik fra Wagner-gruppen og nationalister lader generalstabschef til at have beholdt sit job.

67-årige Gerasimov (th) anses for at være den tredjemest magtfulde mand i det russiske militær. Gerasimov var ikke blevet set offentligt siden tidligt i juni - før Wagner-mytteriet. (Arkivfoto
Offentliggjort

Den russiske generalstabschef, Valerij Gerasimov, kan for første gang siden et fejlslagent mytteri fra Wagner-gruppen ses offentligt i en video, som det russiske forsvarsministerium har offentliggjort.

Ifølge ministeriet kan Gerasimov ses under et møde søndag.

Her befinder han sig i et militært kommandorum, hvor han taler med topgeneraler og giver ordrer til folk, blandt andet lederen af den militære efterretningstjeneste GRU.

Ministeriet bruger hans nuværende titel, generalstabschef, til at henvise til ham.

Har beholdt jobbet

Videoen viser, at han har beholdt sit job efter hård kritik fra nationalister og Wagner-chef Jevgenij Prigozjin.

I videoen bliver han blandt andet briefet om et ukrainsk raketangreb på Krim-halvøen, oplyser Rusland, som hævder at have afværget angrebet.

Rusland annekterede Krim efter blandt andet en meget omstridt folkeafstemning, der af Vesten og Ukraine anses for at være svindel.

67-årige Gerasimov anses for at være den tredjemest magtfulde mand i det russiske militær efter præsident Vladimir Putin og forsvarsminister Sergej Sjojgu.

Ikke set offentligt i over en måned

Mange nationalistiske militærbloggere har kritiseret Gerasimov for, at Rusland ikke har været i stand til at tage kontrol over sit naboland, der er langt mindre.

Både Gerasimov og Sjojgu var genstand for Wagner-chef Jevgenij Prigozjins vrede, da han iværksatte et kortvarigt mytteri 23. og 24. juni. Prigozjin krævede deres afgang.

Gerasimov er ikke blevet set offentligt siden tidligt i juni. Han havde ingen offentlige optrædener under mytteriet, som Prigozjin endte med at afslutte efter en march mod Moskva.

Det gjorde Prigozjin efter et løfte om, at han kunne gå i eksil, og at Wagner-soldater ikke ville blive retsforfulgt.

Powered by Labrador CMS