Rejseholdet fastansætter behandlere

De psykologer og psykoterapeuter, der er tilknyttet Rejsehold er for første gang alle bosiddende i Grønland. Det gør det nemmere at tilrettelægge supervision for holdet.

Offentliggjort

For første gang i rejseholdenes syv-årige historie er der fastansat chefpsykolog og tre børne- og ungepsykologer. Samtidig er der fortsat syv privatpraktiserende psykologer tilknyttet.

Fastansatte behandlere gør det lettere for socialstyrelsen at tilrettelægge supervision for holdet. Det fortæller afdelingschef i den nyoprettede Borgerrettet afdeling i socialstyrelsen, Lars Husted til Sermitsiaq.AG.

- Det gør, at vi har flere psykologressourcer i 2021, end vi har haft, siden rejseholdet startede i 2013, oplyser han til Sermitsiaq.AG og tilføjer:

- Vi har et ønske om, at vi på sigt får flere behandlere, der er fastansatte. Baggrunden for dette er, at det gør det lettere at tilrettelægge relevant undervisning og supervision, samt opbygge en fælles arbejdskultur, siger Lars Husted.

Ved supervision kan behandlere fordøje og sætte ord på de oplevelser og indtryk, de har fået under behandlingsforløb med klienter. Psykolog Jonna Ketwa har tidligere forklaret, at supervision er særligt vigtigt for behandlere, så de ikke får negative følgevirkninger af at behandle deres klienters traumer.

Fastansatte skaber kontinuitet

En tidligere behandler, Per Thomsen, har i en uopfordret afsluttende rapport for rejseholdets arbejde frem til i dag påpeget, at autoriserede psykologer og psykoterapeuter med kort anciennitet kan risikere at stoppe hurtigt efter, de er startet som behandlere på grund af hård, psykisk pres, og at skiftende behandlere kan ødelægge klienters tillid til deres behandlere.

Men behandlere bosiddende i Grønland giver faktisk et mere stabilt rejsehold under coronakrisen mener afdelingschefen:

- I dette tilfælde har vi i stedet for én psykolog, afsat to psykologer til at varetage arbejdet. Der vil være god tid samt ressourcer til at sikre en god kontakt samt alliance til borgerne.

- Coronakrisen gør risikoen for aflysninger af samtaler større på grund af lukning for flyvning til Grønland. Dette har været en større udfordring i 2020. Ved at bruge herboende psykologer, er der større chance for, at man fremadrettet vil vedblive med at have den samme psykolog, forklarer Lars Husted.

Samtidig understreger han, at de rejsehold, der beskæftiger sig med at behandle børn og unge med senfølger efter seksuelle overgreb samt rejsehold for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, nu får faste supervisionstider.

Powered by Labrador CMS