Regeringskrise i Sverige: Tættere på nyvalg
Sverige har fortsat ingen regering. 200 medlemmer af Riksdagen stemmer nej til at gøre Stefan Löfven til statsminister i en ny svensk regering.
Det var på forhånd ventet, at den socialdemokratiske leder Stefan Löfvens drøm om endnu en embedsperiode som statsminister ville blive knust, da Riksdagen stemte om spørgsmålet fredag formiddag.
200 stemte nej til Löfven, 116 stemte ja, mens 28 undlod at stemme.
Dermed vil formanden for Riksdagen, Andreas Norlén, fortsætte sine bestræbelser på at finde en kandidat, som et flertal af de folkevalgte kan bakke op om som statsminister.
Centerpartiets leder, Annie Lööf, sagde fra Riksdagens talerstol forud for afstemningen, at der fortsat er for store forskelle til, at Centerpartiet kan støtte en regering ledet af Stefan Löfven.
Fredag morgen sagde hun, at hendes parti fortsat er klar til at indgå kompromisser for at få en ny regering på plads.
- Vi er klar til at tage fortsat ansvar, men jeg lægger især ansvaret på de to store partier, som må bevæge sig fremad, siger Lööf ifølge nyhedsbureauet TT.
Ud over Centerpartiet havde Moderaterna, Kristdemokraterna, Liberalerna og Sverigedemokraterna på forhånd sagt, at de ville stemme nej til den foreslåede regering med Löfven i spidsen.
Sammen har de fem partier over 200 mandater. Mindst 175 parlamentarikere skulle stemme imod, for at forhindre at Löfven blev valgt.
Löfven blev afsat af Riksdagen i slutningen af september og leder nu en overgangsregering.
Han er den anden kandidat, som Riksdagen stemmer om, efter at Moderaternas leder, Ulf Kristersson, for en måned siden ligeledes fik et nej.
Riksdagens partier sender Sverige tættere på et nyvalg, siger Riksdagens formand, Andreas Norlén, som derfor vil "tage skridt i retning af at forberede" dette.
Det er første gang, at det er på tale at indlede forberedelser til et eventuelt nyvalg.
- Jeg kan også konstatere, at Riksdagens partier driver Sverige tættere på et nyvalg, lyder det i meddelelsen.
- Jeg beklager det og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at forhindre det, men hvis partierne vælger nyvalg frem for at handle på en måde, som giver Sverige en ny regering, vil jeg ikke stå i vejen for dem. Jeg vurderer derfor, at jeg nu bør tage skridt i retning af at forberede det.