Randi vil tillade dyr i offentlige boliger
Naalakkersuisut er kritisk overfor Demokraternes forslag om at holde hund eller kat
Det skal være tilladt at holde hund eller kat, hvis man bor i en offentlig lejebolig. Det mener Demokraternes næstformand Randi Vestergaard Evaldsen. Derfor vil hun have ændret reglerne for dyrehold i offentlige boliger.
- Rigtig mange mennesker har et nært forhold til disse dyr, og jeg mener, at det er forkert, at vi som udgangspunkt forhindrer disse mennesker i at holde hund eller kat, skriver hun i begrundelsen til sit forslag, som Inatsisartut skal behandle i dag.
Som reglerne er i dag, så er det som udgangspunkt forbudt at holde hund eller kat i offentlige etageejendomme og rækkehuse - og under alle omstændigheder kræver det skriftlig tilladelse at holde dyr i offentlige boliger. De regler vil Randi Vestergaard Evaldsen have vendt på hovedet, så det som udgangspunkt er tilladt og kun undtagelsesvis forbydes at holde hun eller kat.
Afføring på altaner
Naalakkersuisut kan ikke mønstre den store begejstring for forslaget.
- For eksempel kan der være øget belastning af boligen i form af slidtage, sundhedsmæssige forhold, og herunder at der skal tages hensyn til allergikere samt larm på grund af husdyr. Erfaringsmæssigt bliver der ofte klaget fra naboer til beboere med større husdyr. Det skyldes oftest gøen samt afføring på altaner og omkringliggende områder, hedder det i et svarnotat fra naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Simon Simonsen (S).
Han henviser desuden at en arbejdsgruppe er ved at undersøge om boligerne skal overtages af kommunerne, og foreslår derfor, at denne arbejdsgruppe også skal kigge på reglerne for husdyr.
-