Rækkehus-bebyggelse på vej i Nuuk
Der er planer om at bygge rækkehuse i to plan ved Ravnekløften i Nuuk-bydelen Nuussuaq.
11 boliger fordelt på to rækkehusbebyggelser er på vej i Nuuk. Høringsrunde i forbindelse med boligprojektet er netop afsluttet.
Det er Rambøll A/S, der i et samarbejde med Clement og Carlsen Arkitekter står bag projektet, der dækker over et samlet areal på 1.217,7 kvadratmeter.
Variation
Konsortiet påpeger, at boligbyggeriet igennem de seneste 15 år i Nuuk har været domineret af en boligform: lejligheder i etageboligbyggeri
- For at bidrage til et mere varieret boligbyggeri og dermed et mere bæredygtigt bomiljø, der giver byens borgere mulighed for andre boformer, beskriver nærværende skitseforslag opførelse af en bebyggelse med rækkehuse i to planer, fremgår det af oplægget, som netop har været i høring.
- Rækkehusbyggeriet er en boligform, der giver mulighed for nære og overskuelige fællesskaber med stor kontakt mellem bolig og natur = inde- og uderum og er derfor ideelt for børnefamilier. Ved at opføre boligerne i en lille andelsbolig- eller ejerforening vil dette yderligere kunne understøtte et fællesskab med mulighed for et stort ansvar for hinanden og bebyggelsen, lyder det i projektansøgningen.
4-rumsboliger
Om boligerne fremgår det, at hver bygning er indrettet med 4-rumsboliger i to etager. I hver bolig er det muligt at indrette et ekstra værelse svarende en 5-rumsboliger.
Boligerne ligger på toppen af et fjeld med udsigt ud over langrejsløjperne.
- Området er i dag ubebygget og er med en storslået udsigt ud over dalen, der udgør et af Nuuks rekreative områder med stier og langrendsløjper. Bebyggelsen vil ikke gribe ind i eksisterende langrendsløjper og naturstier, bliver det understreget.
Boligerne er fortrinsvis indrettet til børnefamilier, men også for par med brug for hjemmearbejdspladser. Der er lagt op til, at bebyggelsen er en selvstændig andelsbolig- eller ejerforening, lyder det.
Der kom tre høringssvar, som forvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq er ved at behandle i den videre politiske proces.