Psykologhjælp til studerende
Studerende i Nuuk og Qaqortoq med personlige problemer har i et år haft muligheden for at få gratis psykologhjælp. Det tilbud har 138 benyttet sig af

I Nuuk har der været studenterrådgivning siden oktober 2006, og indtil videre har 68 studerende benyttet sig af tilbuddet. Ni psykologer arbejder i deres fritid med studenterrådgivningen i Nuuk. I Qaqortoq er der en psykolog fastansat som ungdomsrådgiver. Hun har siden november 2006 sørget for gratis psykologbistand til 70 studerende i byen.
– Mange af de unge er meget fagligt dygtige, men har sociale og personlige problemer, som kan gøre det svært for dem at komme videre i uddannelsessystemet, siger ungdomsrådgiver i Qaqortup Kommunia Dorthe Chemnitz.
Problemerne, som de studerende i Nuuk kommer med, kan være mange ting.
– Det er ofte negative oplevelser fra barndommen. Seksuelle overgreb og oplevelser med vold og alkohol. Vi har også en del, der har oplevet overgreb fra nære familiemedlemmer og som har svært ved det, siger Naaja Nathanielsen.
Der tilbydes også studenterrådgivning i Aasiaat og Sisimiut, hvor de studerende kan blive henvist til gratis psykologsamtaler.
Læs mere i Sermitsiaq.