Projekt Ren By: Maniitsoqs affaldsudfordring skal løses

I et samarbejde mellem Maniitsoq Erhvervsforening og Arctic Circle Business sætter de nu fokus på affaldsproblemerne i byen. 

Maniitsoq Erhvervsforening kontaktede Arctic Circle Business med ønsket om at få skabt struktur, handling og langsigtede løsninger på byens affaldsudfordringer.
Offentliggjort

Erhvervslivet i Maniitsoq har fået nok af byens affaldsproblemer og ønsker at tage handling, inden det får endnu større konsekvenser for miljø, sundhed, byens udtryk gi den fremtidige udvikling.

Derfor er Projekt Ren By sat i gang.

Maniitsoq Erhvervsforening kontaktede Arctic Circle Business med ønsket om at få skabt struktur, handling og langsigtede løsninger på byens affaldsudfordringer.

Det skriver Arctic Circle Business i en pressemeddelelse.

- Hvis affaldsproblemerne ikke håndteres nu, vil konsekvenserne være alvorlige. Ophobning af affald belaster naturen, forringer bymiljøet, øger risikoen for forurening og sender et negativt signal til borgere, besøgende og potentielle investorer. Samtidig vil fremtidige løsninger blive både dyrere og mere komplekse jo længere, vi udskyder handling.

- Projekt Ren By er derfor ikke blot et oprydningsprojekt – det er en investering i Maniitsoqs fremtid, skriver Arctic Circle Business.

Projektet markerer et vigtigt skifte

Som en central del af projektet har Arctic Circle Business taget kontakt til HJHansen Recycling Group, som er en af nordens førende virksomheder inden for genanvendelse af jern- og metalskrot.

HJHansen er nu til stede i Maniitsoq og bistår med en professionel og grundig kortlægning af affaldets omfang i byen. Blandt andet analyserer de affaldstyper, vurderer mængderne og givet et estimat på, hvor mange containere der fremadrettet skal transporteres ud af byen.

Det er vigtig viden for at skabe langsigtede løsninger.

- Projekt Ren By markerer et vigtigt skifte: Erhvervslivet tager nu aktivt ansvar for miljøet og bidrager til at skabe en mere bæredygtig by. Samarbejdet mellem Maniitsoq Erhvervsforening, Arctic Circle Business og internationale kompetencer som HJHansen Recycling Group viser, at lokale initiativer kombineret med ekstern ekspertise kan skabe reel forandring.

- Dette projekt er et klart signal om, at Maniitsoq ønsker at gå foran. Ikke kun for byens egen fremtid, men som et eksempel for resten af Grønland, skriver Arctic Cirlce Business.

De slutter af med at slå fast, at projektet kan danne grundlag for fremtidige initiativer i andre dele af landet.

Powered by Labrador CMS