Presset øl-tyv meldte sig selv
En mand meldte sig selv få timer efter, at politiet efterlyste oplysninger om indbrud i en butik.
Tre gerningsmænd var natten til tirsdag på rov i Spar Illumiut i Ilulissat, og de tre tyve slap af sted med seks kasser øl fra forretningen.
Nu fortæller politiet i Ilulissat, at forbrydelsen er opklaret, da en af gerningsmændene meldte sig på stationen få timer efter, at Sermitsiaq.AG har skrevet om indbruddet.
I artiklen efterlyste politiet vidner og oplysninger.
- Der gik ikke mange timer, før den ene gerningsmand meldte sig selv. Jeg tror, han følte sig lidt presset til det, siger Palu Eriksen, stationsleder ved politiet i Ilulissat.
Øl-tyven udpegede desuden de øvrige gerningsmænd. Alle tre er mænd i 30'erne.
Ifølge stationslederen er sagen lige nu til juridisk vurdering i forhold til, hvilken foranstaltning de tre indbrudstyve kan se frem til. Det afhænger blandt andet af, om de har andre forseelser i bagagen.
Palu Eriksen takker desuden borgerne for de henvendelser, som politiet har fået i sagen.