Pressemøde: Siumut går med i finanslovaftale
Mandag eftermiddag holder naalakkersuisoq for finanser pressemøde om finanslov for 2027. Følg med her i artiklen.
Naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA), præsenterer finansloven. Han er flankeret af repræsentanter fra de fire partier i Inatsisartut, som støtter den.
Foto: Arnaq Nielsen
Mandag eftermiddag er der pressemøde om næste års finanslov.
Det oplyser Naalakkersuisut i en kort meddelelse.
Det er naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA), der vil præsentere aftalen, og det sker kl. 14.30.
Siumut med i aftale
Det første der står klart er, at oppositionspartiet Siumut er med i aftalen om næste års finanslov. Bag aftalen står altså Demokraatit, Inuit Ataqatigiit, Atassut og Siumut. Dermed bakker samtlige partier bortset fra Naleraq op om næste års budget.
Naalakkersuisoq sender dog også en tak til Naleraq:
– Jeg vil gerne sige tak til Naleraq, som har været med i finanslovsforhandlingerne indtil i morges. De meldte ud, at de ikke ville være med til at underskrive aftalen, siger Aqqaluaq B. Egede.
Han takker Siumut for, at de til trods for at være koalitionsparti har været med til forhandlingerne og taget ansvar.
Pensionister skal kunne tjene mere før der skæres i pensionen
– Vi vil gerne gøre vores for at lette det tryk, der er på befolkningen i dag. De ældre skal have gode vilkår i deres pensionsalder. Det skal være muligt at have en biindtægt under pension. Man ophører med at skære i pensionen, hvis man har arbejde ved siden af, siger Aqqaluaq B. Egede.
Naalakkersuisut vil bruge 2027 til at lave om på reglerne og forberede, at loven træder i kraft i 2028.