Politiet udfordret: Indbrudsbølge i Tasiilaq
Virksomheder i Tasiilaq har oplevet indbrud flere gange de seneste to måneder. Vidner og videoovervågningsvideoer viser, at det drejer sig om samme gerningspersoner.
I Tasiilaq har der været mindst 20 indbrud anmeldt til politiet de seneste to måneder.
Det bekræfter politikommissær i Tasiilaq Politi Steen Skovlind til Sermitsiaq.AG.
- Der er helt klart en indbrudsbølge her i Tasiilaq. På flere af gerningsstederne er der overvågningsvideoer og vidner der bekræfter, at det drejer sig om de samme gerningsmænd, oplyser Steen Skovlind.
Han kan dog ikke oplyse, om personerne tilbageholdes eller har været til afhøring.
Genkendte mistænkte
Sermitsiaq.AG kunne i slutningen af juni fortælle, at to personer var blevet observeret og anmeldt til politiet, mens de forsøgte at bryde ind i byggemarkedsvirksomheden Stark i Tasiilaq.
Politikommissæren bekræfter, at det er de samme gerningsmænd.
- De mistænkte er socialt udsatte. Lige nu efterforsker vi flere andre indbrud for at finde ud af, om der er sammenhæng, siger han.
Politiet i Tasiilaq har ikke yderligere oplysninger, da efterforskningen af indbruddene stadig er i gang.