Politiet hædrer mand for at redde liv

På grund af Niels Rosbachs hurtige reaktion, kunne en mand reddes fra havet i september sidste år. Politiet overrakte en dusør til en af de to mænd i Uummannaq torsdag. Den anden har modtaget sin dusør i Ilulissat.

Niels Rosbach modtog sin dusør i politistationen i Uummannaq torsdag. Han har sammen med en kammerat reddet liv i september 2021.
Offentliggjort

En sejltur for tre mænd tilbage i september 2021 endte dramatisk, da en båd påsejlede en hval, og en mand faldt i vandet efter påsejlingen.

Det skete da Johan Villadsen, Niels Rosbach og Peter Olsen, der sejlede syd for Aasiaat den 17. september.

Peter Olsen faldt i det kolde vand efter at have påsejlet en hval, der pludselig dukkede op til havoverfladen. Peter Olsen slugte vand og var i livsfare.

Hurtig reaktion redder liv

Torsdag hyldede politiet Niels Rosbach fordi han reagerede resolut i situationen, og dermed reddede Peter Olsen fra havet.

- Niels sprang i havet for at hjælpe, mens Johan Villadsen stod klar til at trække Peter op i båden, hvor han ydede livreddende førstehjælp, skriver Grønlands Politi på sin Facebookside.

- Takket være de to redningsmænd overlevede Peter Olsen det dramatiske møde med hvalen. Derfor overrakte politiassistent Per Appelgren Larsen fra politiet i Uummannaq på vegne af politimesteren torsdag dusør til Niels Rosbach, som blev hyldet for sin modige og handlekraftige indsats. Johan Villadsen har tidligere fået overrakt sin dusør af politiet i Ilulissat, skriver politiet.

Powered by Labrador CMS