Politi: Hold vinduer lukket

Beredskabschefen i Ilulissat meddeler torsdag aften, at der fortsat udvikles røg fra branden i dumpen i Ilulissat.

Offentliggjort

Beredskabschefen i Ilulissat meddeler torsdag d. 21. maj klokken 17.30 til vagtcentralen i Grønlands politi, at der fortsat udvikles røg fra branden i dumpen i Ilulissat.

- Der er pt. Ingen synlig ild, dog er der flere områder i yderkanten af dumpen, som ved temperaturmåling viser, at der er større varmeafgivning, hvilket kan være tegn på, at det brænder længere ned i affaldsdyngen.

Brandvæsenet fortsætter derfor med at sprøjte vand i området, og det bruger de meget vand til. De kører derfor frem og tilbage med deres tankevogne og henter vand fra byens vandforsyning, og borgerne bedes derfor respektere og give plads til deres kørsel. Tankvognene kører med blå blink, således de kan komme hurtigt og sikkert frem og tilbage.

Hold fortsat døre og vinduer lukket.

Når vinden kommer fra vest, vil røgen drive ind over byen. Vinden skifter dog hele tiden fra alle retninger. Når røgen driver ind og byen, bedes borgerne blive indendørs og lukke vinduer og døre.

Borgere skal fortsat holde sig på afstand fra dumpen, af sikkerhedsmæssige årsager, samt for at give plads til, at brandvæsenet kan arbejde i ro og fred.

Røgen er i dag hvid, i forhold til i går, hvor den var helt sort. Det betyder blandt andet, at røgen er mindre giftig i dag, men al røg er giftig, hvorfor disse anbefalinger stadig skal tages alvorligt

Hvis man føler gener fra røgen, det kan for eksempel være hovedpine, slaphed, kvalme eller svimmelhed, så bedes man henvende til sygehuset i Ilulissat på telefon 943211.

Har man nogen oplysninger om branden, bedes man ringe til politiet i Ilulissat på tlf. 70 14 22.

Powered by Labrador CMS