Politi: Glatte veje udfordrer bilisterne
Der er ikke meldt nogen trafikulykker trods sne og glatte veje i Nuuk. Heller ingen trafikale udfordringer andre steder på kysten.
Pinseweekenden har budt på sne i større mængder i Nuuk og andre steder på kysten.
Og borgerne i Nuuk er tirsdag vågnet op til sne og glatte veje. Især trafikken mellem Nuussuaq og Nuuk er hårdt ramt, hvor en del biler sidder fast i en trafikprop.
Trods glatte veje er der dog ikke sket nogen bilulykker i hovedstaden, melder politiets vagtchef til Sermitsiaq.AG.
- Vi har tjekket vejene i byen, og der er meget glatte veje ved især passet og bakkerne. Men vi har ikke modtaget nogen anmeldelser om ulykker i trafikken - heldigvis, siger Julie Senderovitz Bendtsen til Sermitsiaq.AG.
Hun oplyser, at politiet er i dialog med kommunen, og at den er i gange med at gruse vejene.
Der er heller ikke meldt noget om ulykker andre steder på kysten.
Spirituskørsel i nat
Det seneste døgn har også været rolig for politiet.
Julie Senderovitz Bendtsen oplyser, at politiet har modtaget en anmeldelse om spirituskørsel natten til tirsdag klokken 03.40.
- En sort bil var kørt fra byen ind mod Nuussuaq, hvor føreren var påvirket og havde alkoholpromille over det tilladte. Patruljen lokaliserede bilen forholdsvis hurtigt, og føreren er anholdt og fik taget blodprøver, oplyser vagtchefen.