Polen sender som det første land kampfly til Ukraine
Tidligere har Polen meddelt, at landet var klar til at sende kampfly til Ukraine. Det sker indenfor kort tid.
Ukraine kan se frem til at modtage kampfly fra Polen, der er et af nabolandets mest trofaste støtter, og som nu sender fly som den første nation.
Det sker inden for de kommende dage, hvor mindst fire sovjetiskbyggede MiG-29-kampfly sendes til Ukraine for at bistå i krigen mod Rusland, som gik ind i nabolandet for over et år siden.
Ifølge Polens præsident, Andrzej Duda, forberedes yderligere leverancer af samme model. Det skriver internationale nyhedsbureauer.
- I de kommende dage vil vi aflevere, så vidt jeg husker, fire fly til Ukraine i fuld funktionsdygtig stand. Resten er ved at blive klargjort og serviceret, siger Andrzej Duda torsdag.
Den polske præsident kom med udmeldingen under et fælles pressemøde i Warszawa sammen med den tjekkiske præsident, Petr Pavel, der er tidligere general i Nato.
For omkring en uge siden meddelte den polske præsident, at landet var klar til at sende kampfly til Ukraine. Han gav dog ikke en præcis tidsplan for leveringen.
Ukraine har utallige gange bedt om at få leveret kampfly, men iagttagere har frygtet, at Rusland vil betragte det som en optrapning af krigen.
Tirsdag sagde den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, at Polen kan levere flyene til Ukraine inden for de næste 4-6 uger, hvilket vil være i april.
Polen har op mod 20 gamle sovjetbyggede MiG-29-fly i drift. De er fra 1970'erne og 80'erne og er også i brug i det ukrainske luftvåben, hvilket gør dem velegnede til ukrainske piloter.
- MiG-flyene er stadig i tjeneste i Polens luftvåben. De er i deres sidste driftsår, men er for det meste stadig fuldt funktionsdygtige, siger Andrzej Duda.
Polen har tidligere tilkendegivet, at landet ønsker at donere kampfly i samarbejde med en koalition af lande. Det gælder eksempelvis Slovakiet, som endnu ikke har taget en endelig beslutning.
Begge lande er blandt de mest trofaste støtter af Ukraine efter invasionen 24. februar 2022.
Polen er ligesom Danmark medlem af Nato, som har bistået Ukraine med våben og materiel, men har holdt sig ude af krigen, da Ukraine ikke er medlem af den transatlantiske forsvarsalliance.
Danmark overvejer løbende sine donationer til Ukraine ifølge statsminister Mette Frederiksen (S), der udtaler sig på et kort pressemøde i Aalborg under et topmøde i KL.
- Jagerfly har længe været et ønske fra Ukraines side. Det er noget, vi diskuterer i kredsen af allierede lande. Jeg kommer det ikke nærmere end det.
- Vi overvejer løbende, hvad der er de rigtige donationer at give. Vi er i fuld gang med kampvogne og artilleri. Vi overvejer flere forskellige elementer, siger hun.