Plejehjem i Nuuk mangler varme hænder
Sygdom og ferie rammer plejehjemmene i Nuuk rigtig hårdt for tiden. Kommune opfordrer pårørende til at besøge deres familie i hjemmene lidt oftere.
Sommerferie og sygdom blandt personale i plejehjemmene rammer ekstra hårdt i Nuuk.
Ældreområdet i Nuuk oplever i forvejen rekrutteringsproblemer, men sygdom og sommerferieperioden gør det ekstra svært for kommunen at få hele personalekabalen i at gå op.
- Medarbejderne løber stærkere for at få dækket det ældres behov, men alle beboere får den hjælp, de har behov for. Men det er en stor udfordring at dække alle vagter, siger fagchef for ældreområdet, Arnannguaq Heilmann Christensen på Kommuneqarfik Sermersooqs hjemmeside.
Også daginstitutioner ramt
Det er ikke første gang denne sommer, at kommunens institutioner er ramt af alvorlig personalemangel.
Sidste uge kunne Sermitsiaq.AG fortælle, at daginstitutioner i hovedstaden er hårdt ramt af personalemangel. Her fortalte direktør i forvaltningen for børn og skole, Lone Nukaaraq Møller, at der vil være bedre personaledækning i daginstitutioner, når ferieperioden er overstået om to uger.
Kommune opfordrer pårørende
Samme situation udspiller sig i plejehjemmene, hvor der mangles flere varme hænder til at passe på de ældre.
Kommunen oplyser, at ferieperioden er overstået ved udgangen af august, hvor plejehjemmene igen vil være fuldbemandet. I mellemtiden har ældrechefen en opfordring til pårørende:
-Personalet har travlt og må prioritere sine opgaver. Så jeg er sikker på, at der er mange af dem, der vil sætte pris på et ekstra besøg af familien i denne tid, siger Arnannguaq Heilmann Christensen.
Udfordringerne med ferie og sygdom forventes at vare de næste par uger.