Pisiffik udfordrer Brugseni med ny butik
Pisiffik åbnede efter eget udsagn ”Grønlands mest moderne supermarked” i Qinngorput-bydelen i Nuuk og er dermed parat til at give Brugsenis store succesbutik lige ved siden af konkurrence.
Allerede klokken 6.30 havde den nye butik indbudt til kaffe og rundstykker, og borgmester Asii Chemnitz Narup holdt tale, hvor hun glædede sig over, at netop denne bydel, der er inde i en stor vækst, ville få et stærkere nærmiljø og blive mere attraktiv.
Borgmester fik hjælp
Før snoren til den første kunde skulle klippes over bad borgmesteren en tilfældig ung dreng, Kuka Bødker, om hjælp. Han var ikke sen til at hjælpe borgmesteren med saksen.
Direktør Per Steen fortalte i sin tale, at det blot var 43 dage siden, at butikken blev overdraget helt tom. Han takkede personalet for det store arbejde med at indrette de 1.250 kvadratmeter.
Energivenlige løsninger
For Pisiffik har det været vigtigt, at butikken er blevet bygget efter de mest energivenlige løsninger, som findes i dag. Alt køleinventar er CO2 miljøneutralt og belysningen er LED, hvilket reducerer Pisiffiks strømforbrug betragteligt. Desuden genbruges varmen fra køleinventaret til brugsvand og opvarmning af lokalet.
Det er Ejendomsselskabet Nota Bene A/S, der har opført bygningen, som afløser en langt mindre butik, der hurtigt viste sig at være utidssvarende, da Brugseni åbnede sin store butik i bydelen.
Butikken er Pisiffiks 11. i Grønland.