Pas på: Metalsplinter i cookies
Coop Danmark advarer mod at spise to cookies-produkter, fordi man har konstateret metalsplinter i småkagerne.
Tilbagekaldelsen af to cookies-produkter, der blandt andet er eksporteret til Grønland og Færøerne, gælder "Coop Cookies Choco buttons and dark chocolate" og "Coop Cookies White chocolate and cranberries".
For den mørke chokolade-cookie er det med et ”Bedst før dato”-stempel, der lyder 11.09. 2024 og for det andet produkt er ”Bedst før dato” 9.9. 2024.
Aflever dem tilbage
- Skulle du have varen opbevaret, kan varen leveres tilbage til butikken, hvor den er købt eller kassere den, oplyser Coop Danmark i en pressemeddelelse.
Fødevarestyrelsen skriver følgende og italesætter alvoren om ikke at spise de omtalte cookies:
- På grund af en teknisk fejl hos den udenlandske producent er der risiko for små metalsplinter i produkterne. Metalsplinter kan udgøre en potentiel sundhedsrisiko, da der kan opstå skader i mund, svælg og i mave-tarmkanalen, hvis man spiser produkterne.