Parti: Aftalen giver USA viden om Grønland

Partii Naleraq vurderer, at USA sikrer sig selv en meget stor fordel med den aftale, der er indgået i dag, mens Demokraterne og Siumut er trygge ved samarbejdet.

Offentliggjort

Til formiddag blev Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut orienteret om Naalakkersuisuts aftale med USA.

Demokraternes Justus Hansen er godt tilfreds med aftalen:

- Vi er selvfølgelig glade for interessen fra USA. Og nu kommer der noget på bordet, som man kan forholde sig til. Så det ikke kun er Danmark men også andre lande, som vi er allieret med, som kommer med noget, siger Justus Hansen.

Han understreger, at den slags aftaler altid skal undersøges grundigt, men det føler han sig overbevist om, at Naalakkersuisut har gjort.

Aftalen handler ifølge en pressemeddelelse om, at USA yder rådgivning til Grønland, og at Grønland kommer med i projekter under det amerikanske udenrigsministerium. Alt sammen til en værdi af omkring 83 millioner kroner.

Broberg: Amerikanerne får vigtige informationer

Hos Partii Naleraq er Pele Broberg mere skeptisk. Han mener, at USA med aftalen får adgang til rigtig mange oplysninger om grønlandske forhold.

Broberg peger på, at amerikanske eksperter vil få adgang til vigtige informationer om Grønland, når de skal udføre deres rådgivning, og de informationer vil også tilgå USA:

- Det her drejer sig om, at amerikanerne vil bruge nogle penge for at få flere informationer om os og vores infrastruktur inden for råstoffer, uddannelse og andet. Det vil give dem en stor fordel i forhold til andre lande, siger Pele Broberg.

Han ser dog også fordele ved samarbejdet:

- Umiddelbart er fordelen for os at få tilført noget viden fra amerikanske eksperter på bestemte områder eksempelvis inden for råstoffer. Jeg hilser samarbejdet med andre lande velkommen, siger Broberg.

Kruse glæder sig over aftale

Siumuts politiske ordfører Karl-Kristian Kruse glæder sig over den hjælp, der er blevet sendt af USA.

- Som vi kan forstå det, så vil midlerne være med til at udvikle erhvervslivet, og at amerikanerne vil få mere viden omkring erhvervslivet her i landet. Det vil være med til at udvikle Grønlands økonomi, hvor vi ser ingen grund til bekymring med hensyn til midlerne. Kendskabet til vores land bliver bedre fra udlandet.

- Frygter I ikke på, at midlerne kan blive gæld til Grønland i fremtiden?

- Som vi kan forstå det, så er midlerne ikke gået direkte til Grønland, men at det er USA selv, der udvider sit engagement i Grønland, hvor midlerne vil blive brugt til mere viden i erhvervslivet. Jeg ser ingen grund til at frygte for noget. Og USA har jo heller ikke kommet med betingelser om, at vi skal give midlerne tilbage.

Kruse siger, at det her er et af resultaterne fra Grønlands forskellige erhvervsfremstød, som har fundet sted i de seneste år.

- Der er stor interesse for os, og det skal vi udnytte. Siumuts målsætning er jo at udvide erhvervslivet, og det er glædeligt, at andre lande er interesserede i at udvikle det, sammen med os, siger Kruse.

Powered by Labrador CMS