Parlamentarisk kontrol på vej i epidemiloven

Et nyt lovforslag vil give Inatsisartut kontrol med restriktioner i tilfælde af en ny epidemi.

Hvis lovforslaget vedtages skal Naalakkersuisut konsultere et udvalg i Inatsisartut inden der eksempelvis udstedes regler for, hvor mange der maksimalt må opholde sig i en butik på en gang.
Offentliggjort

Epidemiloven viste sig uhyre vigtig i forbindelse med coronapandemien, hvor den dannede grundlaget for myndighedernes håndtering af den smitsomme virus.

I foråret vedtog Inatsisartut en opdatering af loven. Det skete dog med den betingelse, at der blev indført såkaldt parlamentarisk kontrol, hvis Naalakkersuisut igen vil gøre brug af visse dele af loven som eksempelvis at indføre restriktioner til at forhindre udbredelse af smitte.

Parlamentarisk kontrol betyder, at Inatsisartut vil have mulighed for at godkende de regler, som Naalakkersuisut kan lave med baggrund i epidemiloven. En tilsvarende mekanisme blev under coronapandemien indført i den danske epidemilov, således at et udvalg i Folketinget skulle godkende regeringens tiltag mod corona.

Nu er Naalakkersuisut klar med et bud på, hvordan Inatsisartuts krav kan blive opfyldt og samme mekanisme indføres her i landet. Epidemiloven er nemlig blev sendt i høring, hvor der er tilføjet nye paragraffer, der pålægger Naalakkersuisut at høre et udvalg i Inatsisartut i visse spørgsmål.

Skal høre om forbud og restriktioner

Hvis udvalget udtaler sig imod nogle regler/restriktioner, kan Naalakkersuisut ikke lade restriktionerne træde i kraft.

Det foreslås, at Naalakkersuisut skal høre Inatsisartut-udvalget i blandt andet disse spørgsmål:

  • Hvilke sygdomme der kategoriseres som samfundskritiske.
  • Forbud mod, at flere personer opholder sig samme sted.
  • Restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgangen til private og offentlige dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner.
  • Forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har adgang, herunder regler om tilladt maksimalbelægning.
  • Regler om krav til de personlige smitteforebyggende midler samt om værn i det offentlige rum.

Forslaget er i høring frem til 9. november.

Powered by Labrador CMS