Paarisa-chef overtager roret i Socialstyrelsen

Departementet for Børn, Unge og Familier har udnævnt Tina Evaldsen som ny chef for Socialstyrelsen. Hun overtager efter Helene Berthelsen.

Tina Evaldsen kommer fra en stilling som afdelingschef i Paarisa.
Offentliggjort

Tina Evaldsen har med sine 12 års erhvervserfaring inden for social- og sundhedsområdet de rette kompetencer og et indgående kendskab til grønlandske forhold til at varetage ansvaret for Socialstyrelsen. Det skriver Departementet for Børn, Unge og Familier i en pressemeddelelse om ansættelsen.

- Jeg er glad for, at vi har ansat en erfaren og forandringsorienteret chef for Socialstyrelsen. Tina Evaldsen har i sin nuværende stilling i Paarisa allerede vist, at hun er samarbejdsorienteret og målrettet i sit arbejde på social-, sundhedsfremme og forebyggelsesområdet, siger Departementschef for Børn, Unge og Familier, Heidi Lindholm.

Får vigtigt rolle

Tina Evaldsen overtager posten efter Helene Broberg Berthelsen, som tiltrådte stillingen 1. januar 2020. Hendes åremålsansættelse udløb 31. december 2022, hvorfor der skulle ansættes en ny chef.

Den nye styrelseschef er 46 år. Hun har i en årrække arbejdet som sundhedsfaglig konsulent i Grønlands Selvstyre og senest været afdelingschef for Paarisa i Socialstyrelsen.

- Den nye styrelseschef får en vigtig rolle i forhold til at styrke og videreudvikle samarbejdet med kommunerne og understøtte dem i deres kerneopgaver på børne- og familieområdet. Jeg glæder mig til samarbejdet, udtaler departementschefen.

Den nye styrelseschef tiltræder den 1. februar 2023.

Powered by Labrador CMS