Østgrønland: SAR-operation igangsat

Grønlands Politi har netop igangsat en SAR-operation i Østgrønland, efter familiemedlemmer har meldt en hundeslædekusk savnet mandag morgen.

En hundeslæde og dens fører eftersøges i Østgrønland. Hundeslæden er sidst set søndag eftermiddag og meldt savnet søndag aften.
Offentliggjort

En hundeslæde og dens fører er ikke ankommet til Tiilerilaaq nord for Tasiilaq som ellers forventet. Manden er meldt som savnet til politiet søndag aften omkring klokken 20.00.

Grønlands Politi er netop igangsat en eftersøgning af hundeslædeføreren her til morgen, lige så snart det er lys nok til en SAR-operation.

- Vi samarbejder med Arktisk Kommando omkring SAR-operationen, hvor en helikopter skal flyve over et stort område, der er markeret som en mulig rute for den eftersøgte, fortæller SAR-operationsleder Malik Olesen til Sermitsiaq.AG.

Sidst set søndag eftermiddag

Politiet oplyser, at mandens færden i området er startet i Kulusuk, hvor han sammen med andre er taget af sted på en jolle. Derfra har manden kørt på hundeslæde med andre.

- De andre hundeslæder, som han kørte med skulle et andet sted hen, og derfor havde de drejet af omkring klokken 13.30 søndag. Det er også der, den savnede er set sidst, og har ikke givet lyd fra sig siden, fortæller SAR-operationslederen.

Eftersøgningen vil dække over et stort område, både havis og fast terræn. Malik Olesen oplyser, at den savnede har kørt hundeslæden på is, da han sidst blev set.

Politiet oplyser, at der har været meget snefald i området, og at ruten kan være våd nogen steder.

Powered by Labrador CMS