Hun skaber plads til andre, mens hun finder sit eget ståsted

Da Liv Mejer Larsen fik lavet sine tatoveringer med qulleq-mønstre over håndryggen, var det med tanke på sine studerende.

Hun ville gerne udstråle varme og energi. Tildele pladsen til dem.

Det fortæller hun, da vi mødes på hendes arbejdsplads, Ilisimatusarfik. Til dagligt arbejder hun som studieadjunkt på universitetet, hvor hun underviser og er koordinator på SILA-uddannelsen i biologi. Uddannelsen er Grønlands første naturvidenskabelige uddannelse, og målrettet den grønlandske natur, kultur og arbejdsmarked.

Tankerne, der ligger bag, har Liv Mejer Larsen været med til at forme - især hvad angår de studerendes ve og vel. Tidligere i sin karriere har hun nemlig oplevet elever lave om på sig selv, for at passe ind i et undervisningssystem, der ikke er blevet skabt med deres kultur in mente.

I dag er det ikke kun hende, der præger de studerende. I høj grad er det dem, der er med til at forme hende. Som dansktalende inuk er der nemlig meget i sin kultur, som hun stadig er ved at lære. Også af dem.

Barndom i Frederiksværk og Upernavik

Liv Larsen er født 29. april 1985 i Frederikssund i Danmark. Hun voksede op i Frederiksværk i Nordsjælland, og havde, hvad hun kalder en ”typisk dansk” opvækst fyldt med dejlige minder.

- Vi tog på kanotur hver sommer, sejlede fra sted til sted og sov i telt, fortæller hun.

Hendes far Hans Larsen er dansk og hendes mor Susanne Mejer er grønlandsk og dansk og opvokset i Danmark.

Liv Mejer Larsen var lillesøsteren i familien, og med både en ældre bror og søster til at sætte rammerne, var det sjældent, at hun stak næsen langt frem. Hun fulgte ligesom bare med, og da hun var 12 år gammel, var det til Upernavik, fordi hendes far havde fået arbejde i byen.

- Det tog os i hvert fald en uge at komme derop, fortæller Liv Mejer Larsen.

Først var der noget med teknik der drillede i en helikopter. Så var der ustadigt vejr. De tilbragte nogle dage i Kangerlussuaq, i Ilulissat og i Uummannaq, inden de nåede frem til Upernavik.

- Det hele var så spændende, husker Liv Mejer Larsen, der tog alle indtrykkene ind: De farverige huse, de gjaldende hunde – og mødet med de nye kammerater i skolen.

Det var efterår, da de flyttede til Upernavik. Hun husker, at da det blev vinter, så varmede de store sten på radiatorerne. Dem flyttede de op til bordene, når de havde været udenfor, for at varme hænderne på dem.

Et års tid senere flyttede familien til Tasiilaq.

Dagbogsbreve fra kolonien

Liv Mejer Larsens mormor er fra Østgrønland, og mere præcist en gammel boplads ved Sermiligaaq. Som 2-årig blev hun rykket til Ittoqqortoormiit sammen med sin mosters familie, som hun voksede op hos.

Liv Mejer Larsens mormor talte ikke meget om sin opvækst.

- Jeg tror, at det var lidt sådan, at hvorfor tale om noget, som man skulle udvikle sig væk fra, siger Liv Mejer Larsen.

Som 17-årig blev hun gift på kongebrev med Liv Mejer Larsens morfar, som var en dansk håndværker, der var i Ittoqqortoormiit ”for at bygge kolonien”. De flyttede til Danmark, og Liv Mejer Larsens mormor blev husmor.

Til Ittoqqortoormiit kom der bare to skibe om sommeren, som kunne have breve med. Så Liv Mejer Larsens morfar skrev dagbogsbreve til sine forældre og sin lillesøster.

- Mig og min mor har kigget i dem, og det første, han beskriver, er selvfølgelig kolonien: Først kolonibestyreren, så præsten, som var grønlandsk, og så resten af bopladsens beboere, siger Liv Mejer Larsen. 

I dagbogsbrevene står der dog ikke noget om hans møde med mormoren.

- Det var virkelig opdelt, tænker jeg, og det er interessant, fordi vi ved jo, at han endte med at gifte sig grønlandsk, siger Liv Mejer Larsen, der tit funderer over, hvordan det må have været dengang:

- Jeg sætter mig især i min mormors sted. Hvordan har hun oplevet den her smeltedigel af møder?

Grønlands heldige kartoffel

I skolen i Tasiilaq havde Liv Mejer Larsen en helt særlig lærer, Mikael Frank, der underviste i matematik, fysik og kemi.

- Han var sådan en, der var rigtig meget gang i … måske også mere, end hvad der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger Liv Larsen og ler.

Han stillede mange spørgsmål, prikkede lidt til eleverne og var med sin visuelle undervisningsstil med til at tænde en gnist i Liv Mejer Larsen. Efter folkeskolen tog hun på efterskole og gik i gymnasiet i Danmark, hvor hun valgte en linje med biologi på højniveau.

For nogen er teori den kedelige del, der bare skal overstås. Men vekselvirkningen fængede Liv Mejer Larsen: At kigge på billeder, lære teorien og så afprøve det bagefter i praksis.

- Det der med at finde en sammenhæng mellem, hvad der sker ude i naturen og inde i organismerne, syntes jeg, var super interessant, siger Liv Mejer Larsen.

Efter gymnasiet skulle hun på universitetet. Valget stod mellem biologi eller spansk, som hun ligeledes havde haft på højniveau i gymnasiet. Mellem natur og kultur.

- Det er lidt to forskellige tilgange til viden, siger Liv Mejer Larsen.

Hun endte med at læse biologi og bioteknologi på Københavns Universitet. Men langsomt sneg kulturinteressen sig ind i Liv Mejer Larsens måde at se på bakterier, celler og enzymer. I sit kandidatspeciale ’Grønlands heldige kartofler’, der i 2011 blev belønnet med forskerformidlingsprisen Academicus Arcticus og 10.000 kroner, havde hun fokus på at opnå viden, som kunne gavne Grønland. Med inspiration fra hendes underviser undersøgte hun grønlandske bakterier som et økologisk alternativ til pesticider.

I mikroskopet kiggede hun nærmere på en del af Grønland, som hun ikke vidste noget om. I samme tidsperiode var hun begyndt at opsøge mere viden om sit grønlandske ophav.

- Dengang turde jeg næsten ikke sige, at jeg var grønlandsk. For man kunne jo ikke se det, og jeg kunne heller ikke tale grønlandsk, siger Liv Mejer Larsen.

Hun vidste, at hun ville tilbage til Grønland.

Undervisning som giver mening

På studiet havde Liv Mejer Larsens undervisere bemærket, at hun var god til at formidle sin viden til andre. Da hun fik sit første job som biologilærer på GUX i Aasiaat, havde hun dog ingen undervisererfaring. Men hun blev hurtigt meget optaget af jobbet, og især den del, der handler om relationer. Til sine kolleger, men især til eleverne.

- Der var en meget mere umiddelbar relation, end hvad jeg havde været vant til fra de danske undervisningsmiljøer, fortæller Liv Mejer Larsen.

Efter to år rykkede hun videre til Nuuk, hvor hun havde fået job på GU.

Gymnasiet var større, og det gav også flere kolleger, som Liv Mejer Larsen kunne sparre med.

- Det var rigtig rart. Men jeg søgte stadig efter at udvikle undervisningen, og de sidste år, jeg var gymnasielærer, følte jeg, at jeg løb panden mod en mur, fortæller hun.

I årenes løb var det gået op for hende, at hun underviste meget efter danske normer, som hun havde oplevelsen af, blev presset ned over de studerende. En undervisning, hvor det blev vægtet højt at være hurtig, række hånden op og overdøve hinanden for at sige noget.

- Det var bare ikke sådan, mine elever var, siger Liv Mejer Larsen.

Men hun kendte samtidigt ikke til andre måder at gøre det på. Derfor begyndte hun at undersøge, hvordan man kunne lave en mere grønlandsk undervisningskultur, som støttede bedre op om de grønlandske elever.

- Måske kunne man lave undervisningen på en anden måde, hvor man ikke skal præstere på en bestemt måde hele tiden, og hvor man ikke skal lave om på sig selv for at blive vurderet som en god studerende, spurgte Liv Mejer Larsen sig selv. Da hun ikke kunne finde en løsning inden for de rammer, der var, valgte hun i stedet at sige op. Alt for mange gange var hun kommet hjem fra arbejde med en følelse af utilstrækkelighed.

Hun arbejdede som gymnasielærer i 9 år. Hvordan man skaber god undervisning, hvor de studerende ikke bare lærer, men også føler sig trygge, er stadig det, hun bruger allermest tid på at tænke over.

I dag arbejder hun nemlig som studieadjunkt på SILA bachelor i biologi, som er Grønlands første naturvidenskabelige uddannelse. Hun underviser de studerende i blandt andet biokemi, arktisk førstehjælp og planlægger kurser og arrangementer for de studerende.

Rensdyrjagt på pensum

Mens hun stadig arbejdede som gymnasielærer, tog Liv Mejer Larsen orlov for at læse Sprog, Litteratur & Medier ved Ilisimatusarfik. Siden hun var kommet tilbage til Grønland, havde hun modtaget sprogundervisning i grønlandsk, og hun kunne også godt tænke sig at undervise i grønlandsk for begyndere. På studiet fik hun også litteratur- og mediefag.

- Det var virkelig spændende!

Det handlede om at analysere tekster på forskellige måder, og det var anderledes end de tilgange, som Liv Mejer Larsen kendte fra naturvidenskaben.

- Det var faktisk med til at skabe tanken om, at biologiundervisning kunne se ud på en anden måde, siger Liv Mejer Larsen. Den kassetænkning, som før havde tiltalt hende ved naturvidenskaben, var begyndt at føles lidt for snæver. Hun opsøgte folk, der også tænkte, at undervisningen i naturvidenskab kunne se anderledes ud. Det ændrede hendes blik på de udfordringer, hun stødte på som underviser, og hun begyndte at se muligheder.

- Det var virkelig fedt at opdage, siger Liv Mejer Larsen.

Under kandidatspecialeskrivningen havde Liv Mejer Larsen mødt Aviâja Lyberth Hauptmann, der også er biolog og i dag er leder for SILA bachelor i biologi. Dengang havde de i spøg, men nok dybest set i alvor, talt om, hvor fedt det ville være, hvis rensdyrjagt var en del af pensum på biologistudiet.

- Rensdyrjagt har så meget biologisk viden i sig, og man skal have så meget biologisk viden for at være succesfuld rensdyrjæger, siger Liv Mejer Larsen.

Naturvidenskab, som de så det, skete ikke kun i laboratoriet og i klasselokalet. Det var en del af hverdagen, og den ville de tættere på med deres undervisning. I dag gør de den drøm til virkelighed.

I 2022 blev Liv Mejer Larsen ansat som programkoordinator på SILA, og siden blev hun studieadjunkt. I januar 2025 kunne de byde det første hold af studerende velkommen. ’Tuttu’ (rensdyr) er et af de forløb, som de allerede har været igennem.

Strikketøj på hospitalsstuen

Liv Mejer Larsen er en flittig strikker. Pindene opfylder to funktioner i hendes liv. Enten tager hun dem i hånden for at overspringshandle fra noget andet, eller også er det med hænderne aktiveret, at hun endelig får ro på til at bearbejde sine tanker.

Denne sommer gik hendes far bort, og inden besøgte hun ham på hospitalet i Danmark. Mens han lå og sov, strikkede hun strømper. Strik er nemlig en af de ting, som man kan beskæftige hænderne med, og stadig være til stede med dem, man er sammen med, forklarer hun.

Derfor er pindene også med, når hun er på besøg hos sine venner, eller sågar når hun er på felttur med de studerende.

På arbejdet er det ikke kun de studerende, der lærer. Det er også Liv Mejer Larsen selv. Når de studerende taler grønlandsk, og når de finder sagn og myter om for eksempel biodiversitet, så sker der noget i hende. Hun bliver formet. Når hun som en del af hverdagen kan dykke ned i sin kultur uden at skulle vide alt på forhånd, oplever hun det som et stort privilegie.

- Det er okay, og det føles som om, der er plads til at lære nogle af de her ting som voksen. Og det er bare så smukt, at det er vi mange dansktalende inuit, som gør, siger hun.