Østgrønland får sit første børneråd

48 østgrønlandske børn og unge viste interesse for at sidde i NAKUUSAs Børneråd. 11 er nu udpeget.

Offentliggjort

Igennem de seneste måneder har østgrønlandske børn og unge mellem 13 og 18 år kunne søge om at blive medlemmer af det første østgrønlandske NAKUUSA Børneråd. 48 ansøgninger kom ind og 11 børn samles nu for første gang sammen med koordinatoren for rådet i Tasiilaq.

Det oplyser NAKUUSA i en pressemeddelelse.

- Vi er utroligt glade for, at så mange børn og unge har søgt om medlemskab. Det har været en spændende proces og de 11 børn som nu er medlem af Børnerådet i Østgrønland er en stærk og mangfoldig gruppe, som vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med fremover, siger NAKUUSAs projektleder Najaaraq Møller.

UNICEF-midler

Det er midler fra UNICEF, som har gjort det muligt, at NAKUUSA og UNICEF i fællesskab har kunnet være i Tasiilaq i en uge og afholde aktiviteter omhandlende børns rettigheder. Samtidig med oprettelsen af det nye Børneråd holdes der torsdag og fredag lærerseminar for lærere i Tasiilaq og bygderne. Her er der fokus på, at de voksne kender børnekonventionen og børns rettigheder.

- Derfor er det vigtig for os at holde lærerseminar, så lærerne i hverdagen kan støtte op om både Nakuusaaqqat på skolerne, og Børnerådet, siger Sara Olsvig, der er programchef i Grønland for UNICEF.

Åbent arrangement

Onsdag den 28, august klokken 18.30 inviterer NAKUUSA og UNICEF Tasiilaqs borgere til et åbent arrangement, hvor det nye børneråd kan mødes, og hvor byens lokale idrætsforeninger sammen med NAKUUSA og UNICEF har boder.

Som afslutning på præsentationen af det nye Børneråd bygger de nye medlemmer en varde i byen, som bliver vartegnet for Østgrønlands NAKUUSA Børneråd.

Powered by Labrador CMS