Mindeord for japansk fanger fra Siorapaluk

- Grønland er det bedste sted i verden at bo. Selv hvis man arbejder i byen, er den storslåede natur lige ved siden af efter arbejdstid. Den er åben for alle. Der er masser af jagtmuligheder overalt. Derfor skal naturen passes på, sagde Ikou Oshima blandt andet, da han medvirkede i KNR TV's serie "Inughuit Nunaat" i 2017.

Ikou Oshima døde den 8. september. Borgmester i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen (S), indleder sine mindeord om kommunens mangeårige borger således:

- Ikuo Oshima blev født den 10. juni 1947 i Tokyo som den mellemste af tre søskende. Han var medlem af en bjergbestigningsklub og deltog i bjergbestigning i det nordlige Japan og andre steder. Han havde en drøm om at rejse i Arktis, og i november 1972 blev denne drøm til virkelighed, da han rejste til Siorapaluk for at opsøge eventyreren Naomi Uemura, skriver borgmesteren.

Året før var Ikou Oshima i 1971 blevet færdiguddannet som ingeniør ved Nihon Universitet.

Ikuo Oshima var 25 år, da han første gang kom til Avanersuaq. Til at begynde med kaldte hans kommende landsmænd ham "Ikuuha". Men da de dygtige fangere lærte ham at kende, begyndte de at kalde ham "Ikoorruaq".

Da han blev gammel og holdt op med at fange, ønskede han at blive kaldt "Ikuunnguaq", fordi han som ældre ikke længere fangede så godt som før og var blevet mindre.

Når de ældre i Avanersuaq talte om Oshimas første ankomst, sagde de blandt andet: "Da han først kom, lignede han et menneske, der ikke vidste noget."

Ikuo Oshima overvintrede i Siorapaluk i 1972. Forud for det ventede han i mere end en måned i Danmark på at få tilladelse til at overvintre. Han fortalte også om ventetiden i udsendelsen på KNR TV.

Ankomsten til Qaanaaq

Ikou Oshima havde fået tilladelse til at opholde sig i Grønland i et år. I Siorapaluk lærte han at leve i Arktis og at fange. Han havde fangere og lokale som vejledere, især Kaugunnaq Qissuk.

Japaneren fortalte KNR TV følgende om sin ankomst til Qaanaaq i 2017.

- Dengang ankom jeg, mens folk i Qaanaaq var fulde. Det var sidst i november. Det var mærkeligt, at alle var berusede. Nogle sov udenfor. De skændtes og sloges. Nogle blødte fra munden, fortalte Ikou Oshima grinende om sin ankomst til Qaanaaq. Han fortsatte:

- Men de er meget venlige. Før jeg kom hertil, ventede jeg i over en måned på at få en tilladelse i Danmark. Danmark er anderledes, der er ingen venlighed. Derfor synes jeg, det er fredeligt her, siger han.

Ikou Oshima var især kendt for sit gode humør og sin latter.

Ikou Oshima havde japansk statsborgerskab og fik opholds- og erhvervstilladelse. Den seneste tilladelse, han fik, var langvarig og gjaldt på ubestemt tid.

Da hans tilladelse til at opholde sig i Grønland udløb i 1973, rejste han tilbage til Japan. Men opholdet i Japan varede ikke længe. Året efter var han igen i Siorapaluk. Fordi han under sit vinterophold var begyndt at forstå lidt af inughuit-sproget, hjalp han dengang en filmskaber. Fra da af og indtil sin død boede han i Avanersuaq. Han fortalte også KNR TV om, hvordan han og familien tilbragte en vinter i Qeqertarsuaq nær Qaanaaq.

De hørte om deres bryllup i radioen

Ikou Oshima mødte sin kommende hustru, Anna Manumina, i Siorapaluk. Hun boede dengang hos sin far, Arruttarsuaq Manumina. Parret fandt i 1974 ud af via radiomeddelelser, at de skulle giftes, mens de var på sommerfangsttur til Etah nord for Siorapaluk.

- Anna Manumina og Ikuo Oshima skulle giftes på en bestemt dato i august 1974 i kirken i Siorapaluk, og at de derfor skulle rejse tilbage fra Etah til Siorapaluk. Det viste sig, at en af de ældre i Siorapaluk, Inuutersuaq Uvdloriaq, ønskede at få Ikuo som svigersøn og derfor havde sendt besked til præstegældet i Qaanaaq. Anna og Ikuo accepterede og rejste tilbage for at blive gift, skriver kommunen.

Ikuo Oshima og Anna Manumina fik fem børn. Fire piger og en dreng: Toku Oshima, Magssannguaq Oshima, Mika Oshima Etah, Mami Oshima Skade og Aya Oshima.

Garvning og rebfletning

- Ikuo og hans hustru blev grundigt oplært af dygtige fangere. De lærte om dyrenes adfærd, vejret og naturens forhold samt om behandling af skind og syning. De havde begge stor respekt for og lagde stor vægt på den lokale kultur, skriver borgmesteren. Om Ikou Oshima fortsætter han:

- Ikuo levede som fanger i omkring 50 år. Hvert eneste år kørte han med hundeslæde, helt frem til 2026, hvor han ikke længere havde mulighed for det. Han var et alsidigt menneske, eftertænksom, beslutsom og engageret, med humor og et stort ønske om at give noget videre til andre.

Ægteparret har også været med til at opdrage mange unge og har vejledt og støttet dem i livet, oplært dem i fangst, garvning og syning, skriver kommunen. 

- De har desuden været med til at fremstille og udvikle beklædning, der egner sig til livet i Arktis – både til deres lokalsamfund, andre mennesker i Arktis og til forskere og andre besøgende, der rejste i området.

Ikou Oshima fortalte også i et KNR TV-program, at han selv syede tøj af skind fra de dyr, han fangede, for at holde varmen i den barske arktiske kulde, og at han fremstillede sit jagtudstyr selv. 

- Jeg kan selv lave alt mit udstyr og tøj, sagde han.

Ikou Oshima var kendt for sine færdigheder med at lave hundeslædepiske. Han lavede snorene, som han havde lært af fangerne, og hans piskesnore var populære og efterspurgte blandt hundeslædekuske i Grønland og andre lande, skriver hans børn. 

- Han har lavet utallige piskesnore til butikker, foreninger, som gaver og til eget brug.

- Han var også dygtig til at fremstille redskaber til skindbearbejdning, som folk i Avanersuaq bruger, og han var med til at skaffe udstyr, så kvinder kunne garve skind. Han har givet og fremstillet redskaber til dem, der ønskede at arbejde med skind, skriver hans børn.

Ikou Oshima sagde også i en fortælling til KNR TV i 2017, at han slet ikke forventede at vende tilbage til Japan. 

- Der er ingen grund til at rejse hjem til Japan. Jeg ville måske ikke kunne overleve i sommervarmen, sagde han med et grin.

Ikou Oshima er begravet i den bygd, han efterlod sig, Siorapaluk.

- Æret være Ikuo Oshimas minde, skriver Lars Erik Gabrielsen.