Oscar-uddeling
Oscar-uddeling: Her er de vigtigste vindere
Filmverdenens absolutte største fejring af sig selv, Academy Awards i Hollywood, havde også dansk islæt i den bedste ikke-engelsksprogede vinderfilm 'Ida'
Nogle af verdens mest feterede skuespillere optrådte med gammeldags elegance i hvidt og glinsende sølv på den røde løber ved det store Oscar-show natten til mandag, selv om regnen øsede ned over Hollywoods førende modeopvisning.
Bag den iskolde farvepalet var en anden tendens hos kvinderne masser af perler i alle afskygninger.
Mange af kjolerne, der blev præsenteret på den røde løber foran Dolby-teatret, var pyntet helt til kanten.
Efter den obligatoriske fotografering under baldakinen, der skærmede aftenens gæster for regnen, tog de plads inde i salen, hvor Academy Awards-uddelingen blev afviklet efter alle kunstens regler.
Læs: Oscar-favorit vinder generalprøve
Her steg temperaturen for hver af de gyldne Oscar-statuetter, der blev overrakt, fulgt op af den ofte bevægede takketale, indtil det glamourøse arrangement kulminerede med 'bedste film'.
Spændingen blev udløst, da komediedramaet 'Birdman', efter at have modtaget tre Oscars for 'bedste instruktør', 'bedste manuskript' og 'bedste filmproduktion', endelig vandt en Oscar-statuette for 'bedste film' ved prisuddelingen i Los Angeles.
'Birdman', der har den tidligere Batman-skuespiller Michael Keaton i hovedrollen, var på forhånd med hele syv nomineringer en af favoritterne til at tage den prestigefulde Academy Award med hjem.
Keaton, der trods forventningerne om det modsatte, gik glip af en Oscar for bedste mandlige hovedrolle, indtog sammen med sine medskuespillere Emma Stone og Edward Norton samt instruktøren og producerne bag 'Birdman' scenen for at takke for prisen.
- Det har været en fantastisk oplevelse. Det er skønt at stå her, siger Michael Keaton.
Alejandro Iñárritu, der har instrueret 'Birdman', vandt en Oscar for bedste instruktør, mens filmens manuskript også formåede at løbe med en guldstatuette ved galla-showet.
Den mørke komedie, der handler om en afdanket superhelt, der forsøger at gøre comeback på Broadway, vandt i alt fire Oscar-priser.
Mexicanske Iñárritu benyttede også sine mange ture fra siddepladserne til takketalens mikrofon til at takke publikum for at se hans 'skøre film'.
'Birdman' blev optaget i New York City i løbet af 23 dage i 2013. Budgettet lød på 16,5 millioner dollar.
Prisen for bedste film blev vundet for næsen af 'Boyhood', 'The Grand Budapest Hotel', 'American Sniper', 'Selma' og 'The Imitation Game'.
Den polske film 'Ida', der har et dansk islæt, vandt en Oscar-statuette for bedste ikke-engelsksprogede film.
Filmen er instrueret af Pawel Pawlikowski fra Polen, men to af filmens producere, Sofie Wanting Hassing og Christian Falkenberg Husum, er danske. Det samme gælder Kristian Eidnes Andersen, der har komponeret musikken til den anmelderroste film.
- Livet er fuld af overraskelser. Jeg er beæret, overrasket og overvældet, sagde Pawlikowski i sin takketale.
'Ida' handler om den unge Anna, som i efterkrigstidens kommunistiske Polen vil gå i kloster som nonne, da hun pludselig af sin hidtil ukendte moster erfarer, at hun er jøde og faktisk hedder Ida, og at hendes forældre blev dræbt af nazisterne.