MOTOORI

Flere autoforhandlere oplever falske Facebook-profiler

Både Autonord i Nuuk og Arctic Star i Sisimiut har på det seneste oplevet, at der var nogen, der havde kopieret deres Facebook-profiler. – Det er frustrerende og irriterende for os, og det er synd for kunderne, hvis de ender med at miste deres penge, siger Minik Sachse fra Arctic Star. 

Forretningen Arctic Star i Sisimiut oplever ligesom Autonord i Nuuk at svindlere har kopieret deres Facebook-side og forsøger at lokke kunder til at overføre penge for varer via bankoverførsel.
Offentliggjort

– Det er frustrerende og irriterende at der findes folk, der vil bruge deres tid på det her.  Vi er en troværdig virksomhed, der har været i branchen i mange år. Vi har kunder i både bygder og byer, og det er synd for kunderne, hvis de kommer til at overføre penge til de her svindlere, siger Minik Sachse fra Arctic Star i Sisimiut. 

Den 6. marts blev virksomheden opmærksom på, at der var en falsk Facebook-profil, der til forveksling lignede deres egen, men hvor UTV'er, trailerne og mange andre varer blev solgt til yderst favorable priser. 

Falsk profil skabte forvirring 

Den falske side har 7.000 følgere, mens Arctic Stars egen side har 3.800 følgere. 

– Kunderne begyndte jo at ringe til os for at høre nærmere om de billige UTV'er og trailere, de havde set på vores Facebook-profil, og vi blev meget forvirrede, for det var jo ikke noget, som vi havde til salg, siger Minik Sachse. 

Fremgangsmåden er, at den falske profil kopierer hele siden inklusiv billeder og historik, og så køber de sig til en masse følgere. Når en kunde spørger til en vare, så rykker kommunikationen over på Messenger, hvor kunden opfordres til at overføre penge for varen via en bankoverførsel. 

Arctic Stars ægte profil på Facebook har 3.800 følgere, og man kan se hvem det er. Derudover er der kontaktoplysninger til forretningen i Sisimiut.

Opfordrer kunder til at anmelde det 

Minik Sachse meldte straks den falske profil til META, der ejer Facebook, og kontaktede også de banker, som var knyttet til de kontonumre, som den falske Facebook-profil oplyste, når kunder havde spurgt til diverse varer. 

– Vi har også opfordret alle kunder til at anmelde det til politiet. Der er desværre ikke så meget andet vi kan gøre. Vi ved ikke, hvem der står bag. Det ene banknummer var i Jyske Bank. Et andet var til den digitale Lunar Bank, siger Minik Sachse, der er ked af, hvis kunder ender med at blive snydt. 

Den falske profil har 7.000 følgere. Det er bemærkelsesværdigt, at følgerne er private. Derudover står der NGO, når man vil kontakte virksomheden, og der er ingen øvrige kontaktoplysninger på siden.

– Mange her i Grønland for eksempel i bygderne er vant til at overføre penge med bankoverførsel, og er ikke nødvendigvis opmærksomme på, at det er en falsk profil. De ser et godt tilbud og slår til. Det er det, der kan ske, så det er meget vigtigt, at vi gør opmærksom på de falske profiler, siger Minik Sachse, der opfordrer kunder til at være særlig opmærksomme, hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt. Derudover siger han, at Arctic Star altid har kommunikation med deres kunder via telefon eller mail, og at man aldrig vil bede kunder om at overføre til en kontonummer via Messenger. 

Lignende sag i Autonord 

Tidligere har vi her i Sermitsiaq fortalt om Autonord i Nuuk, der tilbage i januar på tilsvarende vis opdagede en falsk Facebook-profil, der under navnet Autonord ApS annoncerede med masser af gode tilbud, der var baseret på fotos lånt fra andre autohandlere. 

Direktør i Autonord Bo Eder-Jensen reagerede ligesom Arctic Star med at forsøge at gøre kunder opmærksom på svindelen og opfordre alle til at anmelde den falske profil til META, og til politiet hvis man var blevet snydt.  I dag er den falske Autonord-profil ikke længere tilgængelig. 

Fra politiet lyder opfordringen, at man altid skal anmelde forsøg på svindel. 

Powered by Labrador CMS