Opposition om Naalakkersuisut-udskiftning: - Vi har spildt meget tid

Mimi Karlsen og Karl Tobiassen har svigtet i forhold til at levere fremgang med hensyn til reformer af henholdsvis sundhedsvæsenet og fiskeriet, mener de tre oppositionspartier Naleraq, Demokraatit og Atassut.

- Det er et useriøst stykke arbejde, der er lavet, så for vores vedkommende, er de kommet os i forkøbet, siger Pele Broberg om dagens udskiftninger i Naalakkersuisut.
Offentliggjort

Fredag har budt på adskillige store nyheder i den politiske verden, hvor både Mimi Karlsen (IA) og Karl Tobiassen (S) har trukket sig fra Naalakkersuisut.

De to bestred de tunge områder, sundhed og fiskeri. På begge områder har Naalakkersuisut bebudet reformer.

Ifølge de tre oppositionspartier Naleraq, Atassut og Demokraatit, er der dog kun sket meget begrænsede fremskridt.

Naleraq-formand Pele Broberg siger, at partiet kun har været indkaldt til nogle få møder, hvor Naalakkersuisut ikke har haft konkrete oplæg til forhandlinger.

Forgæves dialog

- Det er et useriøst stykke arbejde, der er lavet, så for vores vedkommende, er de kommet os i forkøbet.

- Vi har ikke været indkaldt til forhandlinger en eneste gang. Der har været en form for dialog, som på intet tidspunkt har kastet noget seriøst af sig.

Broberg siger videre, at han regnede med, at de to medlemmer var ved at gøre klar til forhandlinger, og at man nu må afvente, at nye medlemmer af Naalakkersuisut skal samle handsken op.

- Vi har spildt meget tid, siger Pele Broberg og fortsætter:

Jens-Frederik Nielsen: En rodet affære vi er vidne til

- De to store partier melder en masse flotte planer ud om reformer, som de åbenbart ikke vil dele med offentligheden eller os andre partier.

Hos Demokraatit betegner formand Jens-Frederik Nielsen også forhandlingerne om henholdsvis sundhedsreform og fiskerireform som useriøse:

- Først og fremmest er det en rodet affære, vi er vidne til i dag.

- Når det er sagt, overrasker det mig ikke, at der skiftes ud i de to ministerier. Vi har en sundhedsminister, der ikke har kunnet følge op på alle de løfter om et stort og bredt sundhedsforlig. Der er ikke ført seriøse forhandlinger, og det bevidner, at man ikke magter opgaven.

- Ærgerligt for befolkningen

- Det samme kan siges om fiskeriministeren, der skulle have fremsat en ny fiskerilov på denne samling, og som simpelthen ikke nåede det, og som ikke har været skarp nok til at forhandle i tide, siger Jens-Frederik Nielsen.

Han understreger, at det er ærgerligt, at der ser ud til at være lange udsigter til væsentlige politiske tiltag og ændringer inden for de to områder.

- Det burde have været omfavnet med meget mere seriøsitet, for det er måske de to vigtigste områder i den her valgperiode. Det er ærgerligt for befolkningen og for de to områder, siger han.

Aqqalu Jerimiassen: Der er leveret for meget valgspæk

Fra Atassut lyder der en lignende melding for formand Aqqalu Jerimiassen:

- Det viser ustabilitet blandt koalitionen og skaber usikkerhed blandt befolkningen. Udskiftninger blandt Naalakkersuisut er jo ikke for sjov. Det sker jo, når en naalakkersuisoq ikke magter opgaven, samt at der er for meget magtkamp imellem koalitionspartierne.

- Et tegn på at man har leveret for meget valgspæk til valgkampen, lyder det fra Aqqalu Jerimiassen i en skriftlig kommentar. Partiformanden håber fortsat på tiltag på sundhedsområdet:

- Vi har mange gange påpeget, at vi skal gøre noget ved sundhedsområdet, og vi har krævet konkrete tiltag uden resultat. Den tidligere naalakkersuisoq har desværre ikke magtet opgaven. Vi håber på, at den nye Naalakkersuisoq er mere samarbejdsvillig, da vi har tre konkrete forslag til denne samling, udtaler Aqqalu Jerimiassen.

Powered by Labrador CMS