Ombudsmand løfter pegefinger: Hvis anbragte børn ikke modtager undervisning bliver de ikke selvhjulpne

En selvstyreejet døgninstitution oplyser, at det svært at skaffe undervisere til at undervise børnene. Det er særdeles problematisk, hvis børn og unge, der er anbragt ved det offentliges foranstaltning, ikke modtager den lovpligtige undervisning, lyder det fra Ombudsmand for Inatsisartut.

Ombudsmand Gedion Jeremiassen finder det særdeles problematisk, hvis børn og unge, der er anbragt ved det offentliges foranstaltning, ikke modtager den lovpligtige undervisning
Offentliggjort

Ombudsmanden for Inatsisartut, Gedion Jeremiassen, sender en løftet pegefinger om undervisning af børn og unge anbragt på institutioner. 

I forbindelse med en inspektion på Angerlarsimaffik Isikkivik, en selvstyreejet døgninstitution for børn og unge i Sisimiut, blev ombudsmanden gjort opmærksom på, at det er svært for institutionen at skaffe undervisere til at undervise børnene.

Det får ombudsmanden til at gøre opmærksom på, at han finder det særdeles problematisk, hvis børn og unge, der er anbragt ved det offentliges foranstaltning, ikke modtager den lovpligtige undervisning:

- Ombudsmanden anfører i den forbindelse, at børnene er i offentlig varetægt, hvor de ikke rustes til at blive selvhjulpne, hvis de ikke modtager undervisning, skriver han i en pressemeddelelse om inspektionen, der rent fysisk fandt sted tilbage i september 2024.

Vil starte generel undersøgelse

Ombudsmanden beder derfor institutionen om at sikre, at de anbragte børn og unge modtager den fornødne undervisning, og derudover vil han også starte en generel undersøgelse af undervisningstilbud til børn og unge på landets institutioner.

Der er også ros fra ombudsmanden til institutionen. I forbindelse med sin inspektion konkluderer han, at ledelsen og medarbejderne på Isikkivik forsøger at gøre deres bedste for at skabe trygge og hensigtsmæssige rammer for beboerne.

Han skriver også, at medarbejderne gerne går udover, hvad der forventes af dem for at sikre beboernes trivsel, samt at afdelingerne er søgt hyggeligt og hjemligt indrettet.

Powered by Labrador CMS