Nyt regelsæt for betalingsjagt strammer op på bopælskrav

Fra 1. juli skal arrangører af betalingsjagt have haft fast bopæl i Grønland de foregående 5 år og relevant erfaring med fangst.

Offentliggjort

Naalakkersuisut har godkendt en bekendtgørelse med nye regler for betalingsjagt og betalingsfiskeri.

Reglerne træder i kraft 1. juli, og blandt de væsentligste ændringer er skærpede krav til arrangører af betalingsjagt. Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Der indføres nu krav om, at arrangører skal have haft fast bopæl i Grønland de foregående 5 år og relevant erfaring med fangst.

Lignende krav kommer til at gælde for brug af guider ved betalingsjagt-arrangementer. De skal nemlig have fast bopæl i Grønland og ligeledes have relevant erfaring med fangst.

Med hensyn til betalingsfiskeri så får turister mulighed for at købe licenser til betalingsfiskeri via en ny web-portal.

Ifølge Naalakkersuisut er der samtidig mulighed for, at turistoperatører kan købe licenser på vegne af deres kunder, og den nye webportal skal altså gøre det lettere at få udstedt fiskerilicenser til turister.

Bekendtgørelsen kan læses her.

Powered by Labrador CMS