Nyt forskningscenter har flere projekter om Grønland
I Danmark er der etableret et Nationalt Center for Klimaforskning, og flere af det nye centers projekter handler om Grønland og Arktis.
Med 18 nye klimaforskningsprojekter vil Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) på DMI skabe vigtig viden om klimaforandringerne i Rigsfælleskabet. Det skriver DMI på sin hjemmeside.
Ifølge DMI er målet at ruste beslutningstagere, myndigheder og borgere til at imødegå klimaforandringerne i fremtiden.
Fire af de 18 projekter handler direkte om Grønland eller Arktis. Forskerne vil blandt andet arbejde med en ny klimamodel til Grønland:
- Grønland er fyldt med områder, hvis detaljer er afgørende for at bestemme afsmeltning og andre klimafænomener, især fjordområder, hvor den nøjagtige placering af gletsjer, frit land og vand har stor betydning, skriver DMI om projektet.
Vil måle havisens tykkelse
Et andet projekt handler om, hvordan klimaforandringerne påvirker Indlandsisen. Der er også et projekt om havcirkulation og havis omkring Grønland, og et projekt hvor forskerne vil blive bedre til at måle havisens tykkelse:
- Mens udbredelsen af havisen kan måles direkte fra satellitter, er det langt vanskeligere at sætte tal på isens tykkelse og dermed det totale isvolumen. Dette er afgørende for at forstå de grundlæggende termodynamiske processer og dermed at forstå, hvor hurtigt isen faktisk forsvinder under fremtidens klima, skriver DMI.
Du kan læse om alle 18 projekter her.