Nyt behandlingssted i Tasiilaq
Behandling af misbrug af stoffer, alkohol og ludomani samt efter seksuelt misbrug kan nu foregå i Tasiilaq på det nye behandlingssted Artsarner.
Et nyt behandlingssted med navnet Artsarner (Nordlyset) åbner nu i Tasiilaq.
Artsarner vil tilbyde behandling for misbrug af alkohol, stoffer og ludomani, samtidigt med at der vil være behandlingsmulighed for seksuelt misbrugte børn og senfølger efter seksuelt overgreb. Ved behov vil Artsarner også kunne huse en kvindehøjskole, hvis borgerne i Tasiilaq har interesse for idéen, skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.
- Det nye behandlingssted betyder at borgerne i Tasiilaq, nu vil kunne behandling for deres problemer, uden at skulle forlade arbejde og familie i en længere periode. Det er et kæmpe fremskridt for borgerne, skriver formand for udvalg for velfærd og arbejdsmarked, Charlotte Ludvigsen (IA).på hjemmesiden.
Navnet ' Artsarner' er blevet fundet ved en konkurrence blandt byens indbyggere.
- Fristelserne fra alkohol og kortspil kommer om aftenen. Men nordlyset kan man altid se på en klar aften. Nogle er lysere, nogle er mørkere og nogle kan virke pulserende på himlen. Når man kigger på nordlyset, kommer man til at tænke på livet, der ligesom nordlyset har lyse og mørke perioder, skriver Louis Jonathansen i sin begrundelse for forslaget til navnet.
Tasiilaq borgerne er mandag den 21. januar inviteret til åbningen af det nye behandlingssted.