Ny tegnefilm til børn om retten til at bestemme over sin egen krop
Red Barnet Grønland lancerer i dag en tegnefilm, som skal hjælpe børn til at forstå, hvordan og hvornår man sætter grænser i forhold til sin egen krop.
Et samarbejde mellem Red Barnet Grønland og Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold er mundet ud i en kort tegnefilm for børn og voksne om grænser og om retten til at bestemme over sin egen krop.
Projektet blev til for at imødekomme Naalakkersuisuts strategi mod seksuelle overgreb Killiliisas målsætning om et trygt Grønland uden seksuelle overgreb.
- Målet med tegnefilmen er at øge forståelsen hos børn om, at man har ret til at bestemme over sin egen krop, lyder det fra Red Barnet.
Skal nedbryde tabuer
Filmen, som heder Uangaana Timiga (Det er min krop), har sammen med samarbejdets andre produkter, til formål at oplyse, nedbryde tabuer, styrke dialogen og gøre det nemmere for børn, voksne, fagpersoner og den brede befolkning at handle ved kendskab til seksuelle overgreb, skriver Red Barnet i en pressemeddelelse om lancering af filmen.
Red Barnet Grønland og Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold håber, at både lærere, pædagoger og private familier vil benytte sig af Uangaana Timiga og snakke med børn om deres ret til at bestemme over deres egen krop, deres ret til at sige fra og at man skal respektere andres grænser.
- Vi voksne skal gøre alt hvad vi kan for at beskytte vores børn, så vi kan få stoppet seksuelle overgreb mod børn. Vores børn er afhængige af, at vi voksne tager ansvar og handler.
- Vi har udviklet tegnefilmen for at gøre det lettere for voksne at tale med børn om, hvad seksuelle overgreb er, og at de har ret til deres egen krop, siger formand for Red Barnet Grønland Jonna Ketwa.
Alt materiale, der udvikles, er gratis tilgængeligt på Red Barnet Grønlands hjemmeside, for at understøtte målet om, at Grønland lever op til Børnekonventionens artikel 34, som stadfæster, at børn har ret til beskyttelse mod seksuel udnyttelse, oplyser Red Barnet.