Ny borgmester: Plan for at undgå flere møgsager ligger klar
Den kommende borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq vil arbejde for at genvinde borgernes tillid til politikere og forvaltningen. Det bliver en opgave, som vi sammen skal løfte, siger hun.
Avaaraq S. Olsen afløser Charlotte Ludvigsen og bliver ny borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq den 15. juni.
Hun sætter sig i borgmesterstolen efter en meget turbulent tid, hvor kommunens praksis i forhold til administration af boliger og byggerier har fået meget kritik af både Tilsynsrådet og i en revisionsrapport fra Deloitte.
Lån og købsaftaler på op til flere millioner kroner uden politisk godkendelse er blevet gravet frem fra forvaltningerne og sagerne har nu kostet en Naalakkersuisoq for finanser og en borgmester i kommunen samt to ledende direktører i kommunen.
Sådanne sager skal være fortid i Kommuneqarfik Sermersooq, fortæller den kommende borgmester Avaaraq S. Olsen til Sermitsiaq.AG.
- Vi har revideret kompetenceplan i alle forvaltninger og har mere fokus på den nu. Den plan skal sikre, at alle beløb bliver tjekket op og godkendt af den rette ledelse i forvaltningen, så kommunalbestyrelsen ikke får grelle overraskelser i fremtiden, siger Avaaraq S. Olsen.
Med kompetenceplanen skal en medarbejder have en godkendelse af sin afdelingschef, hvis beløbet for et arrangement, event eller opgave overstiger 10.000 kroner.
Jo højere et beløb, jo længere op i direktionen skal der indhentes en godkendelse, hvor sagen også ender hos forvaltningens udvalg i kommunalbestyrelsen.
Tillid fra borgerne
Sådan en tilgang til kommunens økonomi sikrer, at kommunen kan holde styr på, hvad pengene bliver brugt til. Midlerne skal godkendes før brug.
For at genoprette borgernes tillid til politikerne og kommunens forvaltninger, vil Avaaraq S. Olsen samle sine kolleger i kommunalbestyrelsen og alle forvaltninger:
- Jeg vil først og fremmest sætte mig ind i alle forvaltningers igangværende og kommende opgaver. Der skal være et tværgående samarbejde mellem forvaltninger og udvalg. Der skal være mere samarbejde mellem forvaltninger, og mellem partier imellem i kommunalbestyrelsen, så vi løfter i flok, siger Avaaraq S. Olsen.
Hun understreger, at det er på tide at rense tavlen, tage kritikken til efterretning og lære af fejlene.
- Det er på tide, at vi kommer videre. Selvfølgelig gør vi det nødvendige for at undgå lignende sager fremover. Men nu skal vi også fokusere på nærpolitikken, så borgernes vilkår får fokus i valgperioden, siger hun.
Familier i fokus
Hvad borgerne i hele Kommuneqarfik Sermersooq kan forvente af Avaaraq S. Olsen, siger hun følgende:
- Hele kommunen skal udvikles. Det skal ikke kun være Nuuk, men alle fire byer og deres bygder. Jeg er lydhør og kompromissøgende, og jeg lytter også gerne til kolleger og borgere, uanset om jeg er enig eller uenig med dem.
- De allerede igangværende opgaver fortsætter selvfølgelig. Men udover dem, så vil jeg også sætte fokus på familiers vilkår, uanset social stand. Familierne i vores kommune skal have de bedste vilkår for at klare sig. Hvordan vi kan arbejde for vores borgere, det finder vi ud af gennem dialog i kommunalbestyrelsen, siger Avaaraq S. Olsen.
Avaaraq S. Olsen kommer fra Narsaq, er 37 år, uddannet som lærer og serviceøkonom og har samlever samt to børn.