Norge opretter konsulat i Nuuk 

Norge har sammen med andre arktiske lande lavet ny strategi for Arktis og opretter konsulat i Grønland.

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, fortæller, at Norge ligesom flere andre lande fremover vil være til stede i Nuuk med en repræsentation. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Norge har besluttet at oprette et konsulat i Nuuk.

Det fortæller Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet NTB og avisen VG.

- Vi har besluttet at oprette et generalkonsulat i Nuuk i Grønland for at styrke samarbejdet med de grønlandske myndigheder, siger han.

Jonas Gahr Støre siger desuden, at de syv arktiske lande i forsvarsalliancen Nato har udarbejdet en ny strategi for Arktis og understreger, at forhold i Grønland skal håndteres af Danmark og det grønlandske folk.

Nato-alliancens arktiske lande er Norge, Danmark, Canada, USA, Sverige, Finland og Island. Danmark er omfattet, fordi Grønland er en del af det danske rigsfællesskab.

Ifølge Støre markerer Norge med oprettelsen af konsulatet, at de arktiske områder er Norges strategisk vigtigste indsatsområde.

– Grønland er en nær partner for Norge, og med et generalkonsulat i Nuuk styrker vi både den politiske kontakt og samarbejdet om fælles interesser i regionen, siger statsministeren i en opfølgende pressemeddelelse.

Norges udenrigsminister: Det er naturligt

Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, fortæller, at Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Mute B. Egede, er informeret om åbningen af konsulatet.

Eide påpeger, at flere andre lande allerede har repræsentationer i Grønland.

– Jeg oplever, at dette er blevet meget godt modtaget i Grønland og Danmark. Canada, Frankrig, Island, USA og EU har egne diplomater i Nuuk. Derfor er det naturligt, at Norge også har det, siger Espen B. Eide.

Der har været et øget fokus på Grønland og sikkerheden omkring øen i Arktis, siden Donald Trump tiltrådte som USA's præsident i januar 2025.

Trump har givet udtryk for, at han ønsker, at USA overtager kontrollen med Grønland, og han har hævdet, at Danmark ikke i tilstrækkelig grad har styr på sikkerheden omkring Grønland.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS