Greenlands Airports med milliard-underskud - Naalakkersuisut i hård kritik

Greenland Airports kommer ud af 2025 med et underskud på 2,7 milliarder kroner, hvilket skyldes betydelige nedskrivninger.

Greenland Airports International har opført, ejer og driver den nye lufthavn i Nuuk, og der samme vil gælde for den kommende nye lufthavn i Ilulissat, der skal åbne til efteråret.
Offentliggjort

Selvstyreejde Greenland Airports har fredag præsenteret et underskud på svimlende 2,7 mia. kr. på selskabets generalforsamling.

Det store underskud skyldes nedskrivninger af værdien af selskabets lufthavne.

Ifølge bestyrelsesformand Jens Wittrup-Willumsen er den samlede nedskrivning på cirka 3 milliarder kroner.

Det fremgår af regnskabet, at lufthavnen i Ilulissat nedskrives med 1,77 mia. kr. og lufthavnen i Nuuk nedskrives med 824 mio. kr. Qaqortoq nedskrives med 325 mio. kr.

Årets resultat fik hårde ord med på vejen af formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen:

– Det er med alvor, at Naalakkersuisut bemærker årets økonomiske resultater. De lever ikke op til forventninger, der stilles til et selskab i Greenland Airports position. Et selskab der forvalter kritisk infrastruktur på vegne af det grønlandske folk, lød det fra Jens-Frederik Nielsen.

Han sagde videre, at han forventer, at selskabet ærligt og konkret forholder sig til, hvad der er gået galt og handler på det.

Direktør forklarer nedskrivninger

Den samlede bestyrelse genvælges trods den hårde kritik.

Direktør Jens Lauridsen forklarede under generalforsamlingen, at nedskrivningen foregår på den måde, at lufthavnene indtil nu har stået opført i regnskabet til den værdi, som det har kostet at opføre dem.

Men nu er der foretaget en ny vurdering i forhold til, hvor meget de rent faktisk er værd i forhold til den forretning, som man forventer kan drives. Og det er gået langsommere med at få fart under forretningen end oprindeligt antaget, og driftsomkostningerne er højere end forventet.

”Når et anlæg ikke kan generere den indtjening, der oprindeligt var ventet – blandt andet fordi f.eks. hotelkapacitet og øvrig turismeinfrastruktur ikke står klar i samme takt som lufthavnene – skal den bogførte værdi nedjusteres efter regnskabslovens regler. Tallet skal populært sagt afspejle det, man ville kunne få for anlægget, hvis det skulle sælges ved regnskabets aflæggelse,” siger Jens Lauridsen i en pressemeddelelse.

Medarbejdere under stort pres

Direktøren roser Greenland Airports medarbejdere, der knokler under et stort pres:

"Vores medarbejdere har løftet – og løfter stadig den dag i dag! – en opgave under et pres, som kun meget få grønlandske organisationer har stået over for. De nye lufthavne er ikke kun regnskab og tal. Det er de ansatte, der møder på arbejde på alle tider af døgnet for at få anlæg klar til tiden og godkendt. Eller som sikrer, at fly kan lande og lette sikkert. De fortjener meget stor ros for en professionel og krævende indsats," siger Jens Lauridsen. 

Greenland Airports har i år åbnet Qaqortoq Lufthavn, hvilket også fik rosende ord med fra Naalakkersuisut-formand Jens-Frederik Nielsen. Senere på året skal den nye lufthavn i Ilulissat ifølge planen ligeledes tages i brug.

Powered by Labrador CMS