Nul-tolerancen er uændret

Den hidtidige nul-tolerance politik vedrørende uran er fortsat gældende, melder naalakkersuisut.

Foto: John Rasmussen
Offentliggjort

Den seneste dages presseomtale af uran politikken i Grønland får nu naalakkersuisut til at give en anledning til at præcisere, at den hidtidige nul-tolerance politik vedrørende uran fortsat er gældende.

Naalakkersuisut godkendte den 9. september 2010 en præciserende tilføjelse til de regelsæt, der regulerer efterforskning af mineralske råstoffer, som indebærer, at selskaber, som har fundet og afgrænset mineralske råstoffer med et delindhold af radioaktive grundstoffer kan ansøge om at få tilladelse til at udarbejde vurderinger af virkningen på miljø og samfundsmæssig bæredygtighed.

- Naalakkersuisut har med de nye tilføjelser til Standardvilkårene ønsket, at der bliver tilvejebragt mere viden om de sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål angående radioaktive grundstoffer i forekomster, hvor målet er andre metaller end de radioaktive. Denne tilføjelse er i tråd med Naalakkersuisut ønske om at få mere viden om konsekvenserne af efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer, meddeler naalakkersuisut i en pressemeddelse, og understreger, at det i tilføjelsen til regelsættet eksplicit er fremhævet, at en tilladelse til at færdiggøre sådanne miljøvurderinger m.m. ikke giver ret til at få meddelt en tilladelse til efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer.

Uran politikken i Grønland er derfor fortsat uændret, og der eksisterer således fortsat en nul tolerance for efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer.

Powered by Labrador CMS