Nordkorea udfører tredje missilaffyring på en uge
Spændingerne er taget til på den koreanske halvø. Inden for en uge har Nordkorea afsendt missiler tre gange.
Nordkorea har ifølge Sydkoreas militær affyret flere uidentificerede krydsermissiler ud i havet mod landets vestlige kyst.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed har styret i Pyongyang tre gange på under en uge testet krydsermissiler.
Sydkoreanske og amerikanske myndigheder oplyser, at situationen følges nøje.
Missilet blev afsendt omkring klokken syv tirsdag morgen lokal tid.
Tidligere på ugen affyrede Nordkorea adskillige krydsermissiler mod Det Gule Hav. Ifølge Nordkorea var det den første test af en ny generation af strategiske krydsermissiler.
Krydsermissiler flyver i lavere højder end de mere sofistikerede ballistiske missiler, hvilket gør dem sværere at opdage og afværge.
Torsdag sagde Nordkorea, at det onsdag havde udført dets første test af en ny generation af strategiske krydsermissiler, som det er i gang med at udvikle. De har navnet Pulhwasal-3-31.
Forholdet mellem Nord- og Sydkorea er blevet værre og værre de seneste måneder. Begge sider har forkastet aftaler, der har til mål at mindske spændingerne, styrket grænsesikkerheden og lavet militære øvelser langs grænsen.
Tidligere i denne måned sagde den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, at Sydkorea er hans lands "hovedfjende".
Korea blev delt i to efter Anden Verdenskrig.
Det kommunistiske Nordkorea og det USA-venlige Sydkorea gik kort efter i krig med hinanden. Kamphandlingerne sluttede med en våbenhvile i 1953, men der er aldrig blevet indgået en fredsaftale, og formelt set er de to stadig i krig.
Sydkorea er ikke medlem af Nato, men har et stærkt militært samarbejde med USA. Ifølge mediet al-Jazeera huser kun Tyskland og Japan flere amerikanske soldater end Sydkorea.
/ritzau/