Nordatlantiske medlemmer inviterer til kulturnat i Folketinget
Kulturnatten i København fredag den 9. oktober byder på både færøske og grønlandske indslag i Folketinget. Blandt andet optræder Húsakórið og Aavaat med henholdsvis færøsk og grønlandsk korsang, og så sørger The MALIKK for den gode stemning med DJ-musik i løbet af aftenen.
Kulturnatten i København trækker 60.000-80.000 gæster på gaden fredag i uge 41. Et populært besøgssted er Folketinget, hvor der i år også er grønlandske og færøske arrangementer.Foto: Christian Lindgren/Scanpix
Siden 1993 har der hvert år fredag i uge 41 været arrangeret Kulturnat i København, hvor alle, der har lyst, kan gå på opdagelse i byens skjulte steder og historiske bygninger herunder Christiansborg Slot, der plejer at få besøg af mere end 6.000 gæster.
I år er der som noget nyt også grønlandske og færøske arrangementer i Folketinget foranlediget af de nordatlantiske folketingsmedlemmer Naaja Nathanielsen fra Inuit Ataqatigiit, Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin og Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.
Dans, korsang og DJ
Blandt andet kommer Danseforeningen Fótatraðk og danser færøsk dans. Húsakórið og Aavaat optræder med henholdsvis færøsk og grønlandsk korsang, og The MALIKK sørger for den gode stemning med DJ-musik i løbet af aftenen.
NORDATLANTISK PROGRAM I FOLKETINGET
18.00 Dørene åbner
18.30 Húsakórið
19:15 Aavaat koret
19:45 The MALIKK
20:30 Fótatraðk
21:10 Fótatraðk
21:30 The MALIKK
(med forbehold for ændringer)
Derudover er der mulighed for at komme på en virtual reality-rejse til Nuuk, hvilket er gjort muligt med hjælp fra Nordatlantens Brygge.
Annonce
Dialog med folketingsmedlemmer
Der er også mulighed for at komme med ideer og input til, hvilke emner de nordatlantiske folketingsmedlemmer bør arbejde mere med.
Der vil være te, kaffe og lidt sødt til ganen, oplyser IA's sekretariat.
De nordatlantiske medlemmer kan findes på 2. sal i Socialistisk Folkepartis gruppeværelse, hvor dørene er åbne fra kl. 18.00 til 23.30.
Det anbefales at man kommer i god tid, da der normalt er lang kø til Christiansborg på Kulturnatten.
Kulturnat på Nordatlantens Brygge
Udover Folketinget er der også et grønlandsk kulturnats-arrangement på Nordatlantens Brygge, hvor der er rundvisning i udstillingerne "Daamani - Dengang i Østgrønland" og "Følelsernes terræn".
For at opleve Kulturnatten i København skal man have et Kulturpas, der kan købes i 7-Eleven-butikker i København samtpåwww.kulturnatten.dk, hvor man også kan læse mere om Kulturnatten i København og de mange arrangementer.