Netflix bekræfter: Sydkoreansk megahit vender tilbage
Det er endeligt bekræftet, at der kommer en sæson to af "Squid Game" - den mest sete Netflix-serie nogensinde.
Den populære sydkoreanske tv-serie "Squid Game", der er den mest sete Netflix-serie nogensinde, vender tilbage med en sæson to.
Det bekræfter Netflix på Twitter.
Netflix løfter samtidig en smule af sløret for næste sæsons handling. Det sker i et billede på Twitter, hvor overskriften er "Der kommer en helt ny runde".
Her lyder det blandt andet, at hovedrollen, Seong Gi-hun, vender tilbage.
Seriens instruktør, Hwang Dong-hyuk, har tidligere meddelt, at der arbejdes på en sæson to. Først søndag blev det dog bekræftet af Netflix selv.
Den voldsfyldte serie handler om en gruppe mennesker, der konkurrerer i en livsfarlig leg for at komme af med deres gæld. De 456 deltagere bliver løbende udskilt, når nogle dør, og andre overlever de forskellige lege.
"Squid Game" fik premiere i september sidste år og blev ifølge Netflix streamingtjenestens mest sete serie på blot 12 dage.
I løbet af de første 28 dage blev serien set i 1,65 milliarder timer globalt.
Det var rekord og langt over dobbelt så meget som nummer to, sæson et af "Bridgerton". Den blev set i 625 millioner timer de første 28 dage.
"Squid Game" var nomineret til tre Golden Globe-priser og vandt en enkelt.
Ved prisuddelingen Screen Actors Guild Awards (SAG) i februar vandt serien for bedste mandlige og kvindelige hovedrollepræstation i en dramaserie.
Den vandt også for bedste præstation af en skuespillergruppe i et drama.
Lee Jung-jae vandt for at spille hovedrollen Seong Gi-hun. Jung Ho-yeon vandt for at spille rollen som Kang Sae-byeok.
Red light… GREENLIGHT!
— Netflix (@netflix) June 12, 2022
Squid Game is officially coming back for Season 2! pic.twitter.com/4usO2Zld39
Det er ikke offentliggjort, hvornår sæson to af "Squid Game" får premiere.