National handlingsplan: Tværfagligt samarbejde skal styrkes
Det halter med det tværfaglige samarbejde, hvad angår børnesager. Det indrømmer naalakkersuisoq for sociale anliggender under et pressemøde torsdag. Samarbejdet skal styrkes med den nye nationale handlingsplan
For at komme omsorgssvigt af børn til livs, skal tværfagligt samarbejde styrkes.
Dette initiativ er inddraget som et punkt blandt fem indsatser, der har flere initiativer under sig. Initiativerne er opridset i den nationale handlingsplan mod forældres omsorgssvigt af børn, som naalakkersuisoq for sociale anliggender præsenterede i går.
- Der er behov for et solidt strukturelt fundament, som vil give hele børne- og familieområdet bedre forudsætninger for at yde god service. Der er behov for et helhedsorienteret samarbejde om og med familierne, som har fokus på både forebyggende og opsøgende indsatser, samt de behandlende funktioner, lyder det i den nationale handlingsplan.
- Der er behov for at styrke rammerne og processerne omkring arbejdet med familierne. Der er behov for en forenkling i samarbejdet omkring familier.
Med handlingsplanen skal der udarbejdes nationale retningslinjer og formkrav for tværfagligt møder, hvilket vil forpligte alle myndighederne til at deltage i det tværfaglige samarbejde. Også vejledninger i arbejdsgangene skal udarbejdes, hvor også ansvarsfordelinger skal sættes i sager.
Seksuelle overgreb
Den nationale handlingsplan skal også styrke indsatsen mod seksuelle overgreb. Et bedre samarbejde mellem forebyggende og behandlende instanser er påkrævet her.
- Uanset om man selv er udsat for seksuelle overgreb som barn, voksen, pårørende eller fagperson, skal der være den bedst mulige hjælp at hente, lyder det i planen.
- I forlængelse af eksisterende tiltag som rollemodelkorpset, etableres der i første kvartal af 2020 behandlingstilbud for personer med seksuel krænkende adfærd, som et anonymt tilbud til potentielle krænkere, samt indsatser på landets døgnistitutioner for børn og unge med seksuel krænkende adfærd.
Derudover vil man fortsætte arbejdet med at nedbryde tabuer.