Topmøde i Arktisk Råd
Naalakkersuisut ser frem til et godt samarbejde med USA i Arktisk Råd
Grønland vil i de kommende to år lægge vægt på, at Arktisk Råd i højere grad prioriterer en mere effektiv arktisk erhvervsudvikling, siger Vittus Qujaukitsoq efter mødet i Arktis Råd
– Samarbejdet med Canada under deres formandskab har været godt, og Grønland har kunnet deltage fuldt ud i Arktisk Råd arbejdet i de sidste to år, siger Vittus Qujaukitsoq i en pressemeddelelse efter Arktisk Råds møde fredag i Iqaluit, hvor han deltog sammen med udenrigsminister Martin Lidegaard fra Danmark og lagmand Kej Leo Johannesen fra Fæørerne.
Grønland deltog i drøftelserne i de afholdte møder for de otte arktiske medlemsstater, og holdt, sammen med den danske udenrigsminister, tale i det formelle Arktisk Råds Ministermøde. Mødet blev holdt i Nunavut Maligaliurvia - Nunavuts lovgivende forsamling.
I sin tale sagde Vittus Qujaukitsoq blandt andet ifølge pressemeddelelsen, at Naalakkersuisut vil arbejde for at sikre optimal udnyttelse af de nye økonomiske muligheder som klimaforandringerne gør muligt, herunder turisme, landbrug, mineral- og olieudvinding og industriel udvikling baseret på vandkraft.
– Levende ressourcer er [...] nøglen til vores identitet og kultur, og vores livsgrundlag vil altid være baseret på en bæredygtig udnyttelse af disse ressourcer. [...] Traditionel bæredygtig fangst [...] opfylder dette mål. Man opretholder en sund miljømæssig balance samtidig med at man sikrer økonomisk bæredygtig udvikling for små samfund, sagde Vittus Qujaukitsoq i sin tale.
Under mødet imellem de Arktiske staters ministre og Arktisk Råds ”permanent participants”, talte Vittus Qujaukitsoq om blandt andet behovet for at balancere økonomisk udvikling med miljøhensyn, behovet for øgede investeringer i Grønland og Arktis, samt bæredygtig udnyttelse af levende ressourcer.
Som afslutning på ministermødet overdrog Canadas miljøminister Leona Aglukkaq Arktisk Råds formandskab til US’s udenrigsminister John Kerry, som skal være formand for Rådet de næste to år.
Øget regionalt samarbejde
– Under Canadas formandskab er det lykkedes at skabe gode resultater for de arktiske folk. Især vil jeg fremhæve Canadas arbejde med at skabe øget regionalt samarbejde om mental sundhed hvor Grønland har deltaget aktivt, øget fokus på traditionelle levemåder og brugen af traditionel og lokal viden samt etablering af et såkaldte Arktisk Økonomisk Råd ('Arctic Economic Council'), fastslår Vittus Qujaukitsoq i pressemeddelelsen, som er udsendt af udenrigsdirektoratet efter mødet i Iqaluit.
Han oplyser, at han har været i tæt dialog med USAs særlige Arktiske repræsentant Robert J. Papp op til overdragelsen af formandskabet til USA.
Læs her om USAs overtagelse af formandskabet
– Jeg er glad for, at Grønland er blevet inddraget i forberedelsen af det kommende formandskab. Det lover godt for de kommende to år. Naalakkersuisut ser frem til et godt samarbejde med USA i Arktisk Råd, tilføjer Vittus Qujaukitsoq.
Læs i øvrigt om Iqaluit erklæringen her.
– Særligt vil Grønland i de kommende to år lægge vægt på, at Arktisk Råd i højere grad prioriterer en mere effektiv arktisk erhvervsudvikling, hvor vi skaber bånd og muligheder for vores erhvervsliv på tværs af landegrænse. Jeg ønsker også, at Arktisk Råd i endnu højere grad tager aktivt stilling til at sikre arktiske folks levevis, særligt ved at inddrage de nye observatører mere aktivt i samarbejdet, påpeger han og understreger, at det er de emner, som er vigtige for Grønland.
Under USA’s formandskab vil der i følge pressemeddelelsen fra Udenrigsdirektoratet blive fokuseret på følgende nøgleprioriteter: det marine område, klima og vedvarende energi og sundhed.
Grønland er aktivt repræsenteret i Arktisk Råds arbejdsgrupper om biodiversitet (CAFF), bæredygtig udvikling (SDWG), forurenende stoffer og klima (AMAP), og havmiljø (PAME).
Vittus Qujaukitsoq havde fredag udover det formelle Arktisk Råd ministerprogram også et bilateralt møde med Premier af Nunavut Peter Taptuna. I forbindelse med mødet blev de enige om en fælleserklæring om EU’s påtænkte revision af EU-forordningen om handel med sælprodukter, fremgår det af pressemeddelelsen.
I erklæringen appellerer Nunavut og Grønland til EU om at revidere forordningen, så den fuldt ud anerkender, at den traditionelle Inuit sæljagt i Nunavut og Grønland allerede udføres i overensstemmelse med alle relevante principper om bæredygtighed.