Naalakkersuisut indsætter ekstra helikopter i Diskobugten
Der skal være en ekstra helikopter både i januar og februar i Diskobugten
En AS350-helikopter er blevet tilført i Diskobugten både i januar og februar.
Det skriver selvstyret i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at den ekstra helikopter betyder, at der kan planlægges ekstra afgange på en række destinationer.
- Naalakkersuisut har, med vedtagelsen af Finansloven for 2020, sikret en række forbedringer til servicekontrakterne. Jeg er glad for, at de forbedringer nu kommer borgerene i Diskoregionen til gode, siger naalakkersuisoq for infrastruktur Karl Frederik Danielsen (S) i pressemeddelelsen.
Derudover giver den ekstra helikopter en forøget fleksibilitet i trafikprogrammet, så de passagerer, som har oplevet forsinkelser på grund af dårligt vejr i starten af året, hurtigere har kunnet komme frem til deres endelige destination, meddeles det.