Naaja går imod vurdering fra Grønlands Politi: Der skal oprettes en politistation i Kangaatsiaq
Selv om den danske regering og politiet har fastslået, at der ikke er grundlag for at oprette en politistation i Kangaatsiaq af hensyn til opgaver og folketal, holder folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA) fast. Hun oplyser nu, at hun vil fremsætte et beslutningsforslag for de danske lovgivere.
- Fastholder den danske regering endnu sin afvisning, så har vi et demokratisk problem på hænderne og en svækket retsfølelse, skriver hun.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kangaatsiaq skal have en politistation. Det mener medlem af Folketinget Naaja H. Nathanielsen (IA) fortsat.
På sin Facebook-side skriver hun, at hun vil fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om, at Kangaatsiaq skal have en politistation.
- Forestil dig at du befinder dig i en livsfarlig situation. Du har brug for politiets hjælp, men nærmeste hjælp er minimum 1 time væk, og det er kun, hvis vejr og isforhold tillader det.
- Det er desværre realiteten for borgerne i Kangaatsiaq, der lever uden en politistation, skriver medlemmet af Folketinget, der også tidligere har været naalakkersuisoq med ansvar for justistområde.
Uenighed mellem danske og grønlandske politikere
Kangaatsiaq er den eneste by i Grønland uden en politistation. I byen hjælper kommunefogederne med politiets opgaver, når der er behov for det. Ifølge tal fra Grønlands Statistik havde byen 476 indbyggere den 1. juli i år.
Inatsisartut besluttede i 2022, at Naalakkersuisut skulle ønske en politistation i Kangaatsiaq. Men ønsket er endnu ikke blevet til virkelighed. Hvis der skal oprettes en politistation i Kangaatsiaq, skal det besluttes af Danmark, fordi ansvaret for retsområdet i Grønland ligger hos Danmark.
At de folkevalgte i Grønland ønsker en politistation i Kangaatsiaq, men at Grønlands Politi ikke er enig, forklarede den danske justitsminister, Nikolai Wammen, i sit svar til Naaja H. Nathanielsen den 12. august.
- Grønlands Politi finder ud fra en politioperativ vurdering, at Kangaatsiaqs nuværende aktivitetsniveau og befolkningsgrundlag ikke kan retfærdiggøre driften af en selvstændig politistation, skriver Nicolai Wammen med udgangspunkt i Grønlands Politis vurdering.
Giver eksempler
Naaja H. Nathanielsen giver nogle eksempler på hændelser i byen som argumenter i sin kamp for en politistation i Kangaatsiaq:
I 2025 gik der seks timer før gerningsmanden bag et voldsomt skyderi blev anholdt. I 2021 gik der fire timer før gerningsmanden bag flere knivangreb blev anholdt, skriver hun.
Ved alvorlige hændelser kommer politiet til Kangaatsiaq fra en anden by.
- Politistationen er blevet afvist med begrundelsen om et lavt kriminalitetsniveau, men responstid og tryghed er væsentlige kriterier, der også bør tælles med i politiets organisering i Kalaallit Nunaat.
- Fastholder den danske regering endnu sin afvisning, så har vi et demokratisk problem på hænderne og en svækket retsfølelse, lyder det fra politikeren.