Múte B. Egede: Grænsen vil ikke begrænse forholdet mellem landene

I forbindelse med aftalen om Hans Ø er Formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede og Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel Vivian Motzfeldt på officielt besøg i Canada, hvor der er blevet talt om båndet mellem Grønland og Canada.

Offentliggjort

Tirsdag blev en historisk aftale om delingen af Hans Ø - Tartupaluk underskrevet i Ottowa.

Under pressemødet ved underskrivelsen lagde Múte B. Egede vægt på, at fremtiden bliver med et tættere samarbejde de to lande imellem.

- Vi deler både historie og kultur med Inuit i Canada, derfor var det kun naturligt, at vi samarbejder for at finde nye måder, så vi kan styrke vores bånd. Jeg vil gerne sige, at grænsen ikke vil adskille forholdet mellem Grønland og Canada. Det vil kun være et springbræt for tættere forhold, samt forholdet med Inuit, som er vores familie, sagde han.

Båndet mellem Canada og Grønland blev drøftet ved flere lejligheder, og før underskriftsceremonien deltog naalakkersuisoq for Erhverv og Handel Vivian Motzfeldt ved den store minemesse PDAC i Toronto, hvor hun havde møder med repræsentanter fra Nunatsiavut Group of Companies og Kitikmeot Corporation.

Tid til høflighedsmøder og snak om samarbejde

Både Múte B. Egede og Vivian Motzfeldt nåede også et høflighedsmøde med Canadas Governor General, Mary Simon, som er den første Inuk, der er udnævnt til denne rolle og fungerer således som den britiske monarks repræsentant, det oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.

Under mødet blev det tætte og familiære bånd mellem samfundene i Grønland og Canada fremhævet, samt muligheder for at styrke denne forbindelse og at øge samarbejdet.

Formanden og Naalakkersuisoq mødtes desuden med Premier af Nunavut, P.J. Akeeagok, hvor mulighederne for styrket samarbejde blev drøftet.

Der blev også talt om øget handel og investeringer mellem Canada og Grønland og mulighederne for udveksling af viden under et møde med den canadiske Udenrigsminister Mélanie Joly.

Powered by Labrador CMS