LIVEBLOG

Chefredaktør vurderer: Vi fortsætter i det, vi allerede er i

I denne liveblog kommer vi med opdateringer omkring den amerikanske interesse i Grønland.

Offentliggjort
  • "Vi fortsætter i det, vi allerede er i"

    Hanna Hviid

    Det virker ikke til, at hverken amerikanerne eller danskerne og grønlænderne har ville rykke på deres holdninger på mødet i dag.

    Det siger chefredaktør for Sermitsiaq Masaana Egede.

    - Det positive er, at det lyder som om, at dialogen stadig fortsætter. Det negative er, at det lyder til, at vi fortsætter i det, vi allerede er i.

    - Det lader ikke til, at hverken USA, Danmark eller Grønland har rykket sig fra deres ønsker fra tidligere, siger Masaana Egede.

  • Múte B. Egede indkalder til pressemøde i aften

    Hanna Hviid

    Klokken 18.15 i aften holder viceformand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), pressemøde om 'den aktuelle udenrigspolitiske situation'.

    Sermitsiaq følger pressemødet.

  • Motzfeldt og Løkke tilbage på ambassaden

    Hanna Hviid

    Lars Løkke og Vivian Motzfeldt er ankommet til den danske ambassade i Washington, hvor de nu skal spise frokost inden pressemøde om en times tid.

    Der har været ’thumbs up’ og kram blandt delegationen efter mødet med USA, Grønland og Danmark fortæller Sermitsiaqs mand på stedet. Hvordan mødet reelt er gået, venter vi på at høre.

  • Militær aktiviteter vil foregå forskellige steder i landet

    Trine Juncher Jørgensen

    Under onsdagens pressemøde i Forsvarsministeriet fik Sermitsiaq lejlighed til at stille spørgsmål til forsvarschef Michael Hyldgaard om, hvor mange tropper, der forventes at komme til Grønland, og hvor de skal udstationeres henne. Til det svarede forsvarschefen:

    – Det vil fluktuere hvor mange der er, og hvilke aktiviteter der er i gang. Det samme gør sig gældende i forhold til, hvor vi opererer henne. Så der vil være aktiviteter vi gennemfører, som ingen eller kun få vil opdage, fordi det foregår på havet eller i luften, og så er der andre ting, der vil have en stor synlighed, fordi det foregår på landjorden og måske endda i Nuuk.

  • Mødet er slut

    Hanna Hviid

    Mødet mellem Løkke og Motzfeldt, Rubio og Vance er ifølge er slut.

    Lars Løkke og Vivian Motzfeldt er kommet ud fra vicepræsidentens kontor i Eisenhower Executive Office Building, som ligger ved siden af Det Hvide Hus.

  • Sveriges statsminister: Svenske officerer ankommer i Grønland

    Ritzau

    Flere officerer fra den svenske hær ankommer onsdag i Grønland.

    Det skriver Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, i et opslag på X.

    Ifølge statsministeren har Sverige sendt officererne på efterspørgsel fra Danmark.

    Den svenske gruppe er en del af et større hold fra flere allierede lande, lyder det.

    Tilsammen er de udenlandske styrker en del af den danske øvelse Operation Arctic Endurance, skriver Kristersson.

  • EU sender støtte til Grønland forud for møde

    Ritzau

    Støtten til Grønland er utvetydig fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

    Under en pressekonference i Bruxelles siger hun ifølge AFP, at "Grønland kan regne med os".

    - For mig er det vigtigt, at grønlænderne ved - og at de ved det gennem handling, ikke kun i ord - at vi respekterer grønlændernes ønsker og interesser, og at de kan regne med os, tilføjer von der Leyen.

    Udmeldingen kom knap fire timer inden, at naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), og den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), skal mødes med den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio i vicepræsidentens kontor ved siden af Det Hvide Hus i Washington DC.

    Mødet er kommet i stand efter USA's præsident Donalds Trumps krav på Grønland. Mødet begynder 13.30 grønlandsk tid.

  • Nu starter mødet med USA snart

    Hanna Hviid

    Vivian Motzfeldt og Lars Løkke er nu ankommet til Det Hvide Hus, hvor de skal holde møde med J.D. Vance og Marco Rubio i vicepræsidentens kontor i Eisenhower Executive Office Building, som ligger ved siden af Det Hvide Hus.

    Mødet begynder 13.30 grønlandsk tid.

    Det skal handle om det stigende pres fra USA om at overtage kontrollen af Grønland.

    Efter vil Vivian Motzfeldt og Lars Løkke holde pressemøde.

    Her skal mødet foregå.
  • Vivian Motzfeldt og Lars Løkke på vej til møde

    Hanna Hviid

    Snart begynder mødet mellem naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), og den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, i vicepræsidentens kontor ved siden af Det Hvide Hus.

    Vivian Motzfeldt og Lars Løkke er nu på vej til mødet. De har forladt den danske ambassade i Washington D.C. ifølge DR.

    Lars Løkke og Vivian Motzfeldt gør sig klar til mødet.
  • Danmark og Nato-lande øger tilstedeværelse i Grønland

    Hanna Hviid

    Fra onsdag vil der være forøget militær tilstedeværelse i og omkring Grønland i tæt samarbejde med Nato-allierede, oplyser Forsvarsministeriet.

    Det skriver Naalakkersuisut og Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

    - Som del af NATO-alliancen er det en kerneprioritet for Naalakkersuisut, at forsvaret og sikkerheden i og omkring Grønland styrkes, og at det sker i tæt samarbejde med vores NATO-allierede. Forsvarsministeriet og Naalakkersuisut arbejder tæt sammen om at iværksætte initiativer og samarbejde blandt både vores arktiske og europæiske allierede.

    - Når øvelserne først går i gang, vil den grønlandske befolkning løbende blive informeret om aktiviteterne via Arktisk Kommandos platforme, siger naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S).

    - Forsvaret vil sammen med en række arktiske og europæiske allierede i de kommende uger afsøge, hvordan en øget tilstedeværelse og øvelsesaktivitet i Arktis konkret kan foregå, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

    Øvelsesaktiviteterne vil i 2026 blandt andet kunne bestå af bevogtning af samfundskritiske installationer, bistand til myndigheder i Grønland herunder politiet, modtagelse af allierede tropper, indsættelse af kampfly i og omkring Grønland samt sømilitær opgaveløsning.

  • Sermitsiaq rapporterer fra USA

    Hanna Hviid

    På dagen for mødet mellem USA, Grønland og Danmark i Washington D.C. er Sermitsiaq klar til er rapportere fra gaderne i USA.

    Sermitsiaqs fotojournalist Oscar Scott Carl er landet i Washington, hvor han vil følge situationen tæt.

    Mødet i dag kommer til at foregå mellem naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), og den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, i vicepræsidentens kontor ved Det Hvide Hus.

    Der forventes et pressemøde med Lars Løkke og Vivian Motzfeldt efter mødet.

    Sermitsiaqs fotojournalist Oscar Scott Carl ved Det Hvide Hus.
  • Møde i vicepræsidentens kontor er en deeskalering

    Hanna Hviid

    Det, at mødet i dag mellem USA, Grønland og Danmark nu er flyttet til vicepræsidentens ceremonielle kontor i Eisenhower Executive Office Building, er en deeskalering, vurderer chefredaktør for Mediehuset Sermitsiaq, Masaana Egede.

    - Det kan tolkes som en deeskalering af situationen. Men J.D. Vances profil, og det vi har oplevet med ham tidligere, gør det stadig uklart, om det bliver et møde indenfor normale diplomatiske rammer, som vi jo håber på, at det bliver, siger Masaana Egede.

    Først skulle mødet mellem foregå på udenrigsminister niveau, derfor er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), og den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), sendt afsted til Washington D.C for at mødes med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio.

    Men så blev det meddelt, at vicepræsident J.D. Vance ønskede at deltage. Derfor blev mødet i første omgang flyttet til Det Hvide Hus. Flere medier erfarer dog nu, at det er flyttet til vicepræsidentens kontor.

  • Mødet flyttet til vicepræsidentens kontor

    Hanna Hviid

    Ifølge DR’s oplysninger kommer mødet mellem Vivian Motzfeldt, Lars Løkke, Marco Rubio og J.D. Vance ikke længere til at foregå i Det Hvide Hus.

    Det skriver DR.

    I stedet vil det foregå i vicepræsidentens ceremonielle kontor i Eisenhower Executive Office Building, som ligger ved siden af Det Hvide Hus.

    Mødet skal begynde 13.30 grønlandsk tid.

  • Der venter Kongeriget en good cop og en bad cop i Det Hvide Hus

    Ritzau

    Det er en direkte eskalering af spændingsniveauet, at den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, vil deltage i mødet med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt onsdag i Det Hvide Hus i Washington D.C.

    Det vurderer USA-eksperter.

    - Det er et signal om, hvor vigtigt det er for præsidenten og USA, og det ændrer mødets karakter, siger Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

    Statsminister Mette Frederiksen (S) berettede på et pressemøde tirsdag eftermiddag, at mødet hele tiden var planlagt til at være på udenrigsminister-niveau, indtil hun blev bekendt med J.D. Vances tilstedeværelse "for et par timer siden".

    Hvor Marco Rubio betragtes som en af de mere diplomatiske og kompromissøgende "good cop"-figurer i den amerikanske administration, har J.D. Vance en helt anden profil.

    Trumps "bad cop"

    Han er Donald Trumps "bad cop", siger Derek Beach.

    Også seniorforsker Rasmus Sinding Søndergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) vurderer, at mødet onsdag nu har taget et skridt op ad den diplomatiske stige.

    Men det behøver ikke være en dårlig ting.

    Hvis parterne på mødet kan komme frem til en form for enighed, vejer den nu tungere med J.D. Vances tilstedeværelse.

    - Så er der ikke en modpol til at modarbejde den forståelse længere. Det må anses, som at Trump er repræsenteret her, da det er hans to mest betroede rådgivere, der er til stede, siger Rasmus Sinding Søndergaard.

  • DR: Møde i USA finder sted 13.30 grønlandsk tid i morgen

    Hanna Hviid

    Mødet i Det Hvide Hus i morgen mellem Grønland, USA og Danmark finder sted 13.30 grønlandsk tid, 10.30 amerikansk tid. Det skriver DR.

    Med på mødet er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmusen (Moderaterne), den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio, og den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance.

  • Der er rigsmøde og kontaktudvalgsmøde i morgen

    Hanna Hviid

    Naalakkersuisut, landsstyret på Færøerne og den danske regering mødes i København i morgen 14. januar til det halvårlige rigsmøde og møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg.

    Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

    Lagmand Aksel V. Johannesen, formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen og statsminister Mette Frederiksen deltager i rigsmødet. Her får de tre lande mulighed for at drøfte den politiske og økonomiske situation i rigsfællesskabet.

    - Efter rigsmødet er der møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg. Her vil vicestatsministeren og forsvarsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren og deres færøske og grønlandske kollegaer også deltage, skriver Statsministeriet.

    Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), deltager dog ikke i mødet, da de er i Washington D.C. for at mødes med USA's udenrigsminister, Marco Rubio, og USA's vicepræsident, J.D. Vance, i Det Hvide Hus.

    Det møde er imødeset med stor spænding, efter at USA's præsident, Donald Trump, gennem længere tid har ytret et ønske om at "få" Grønland af sikkerhedsmæssige årsager.

  • Amerikansk lovforslag vil forhindre militær indgriben mod Nato-lande

    Ritzau

    En gruppe amerikanske kongresmedlemmer har mandag fremsat et lovforslag i Repræsentanternes Hus om at forhindre, at USA kan gribe ind militært over for et andet Nato-land.

    Det skriver mediet Politico.

    Bag lovforslaget står de demokratiske medlemmer Bill Keating, Steny Hoyer og Brendan Boyle samt Don Bacon fra Republikanerne.

    De håber på, at flere republikanere vil bakke op om forslaget.

    - Det handler om grundlæggende fælles mål og vores grundlæggende sikkerhed. Ikke kun i Europa, men også i USA, siger Bill Keating om forslaget til Politico.

    Lovforslaget kommer i en tid, hvor der er et stort internationalt fokus på Grønland, efter at USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har ytret et ønske om et amerikansk ejerskab af Grønland.

  • Lovforslag om annektering af Grønland fremsat i Kongressen

    Kassaaluk Kristensen

    Det republikanske kongresmedlem Randy Fine har mandag fremsat et lovforslag i Repræsentanternes Hus om annektering af Grønland. Det skriver TV2 News.

    Loven, der bliver kaldt 'Greenland Annexation and Statehood Act' har til formål at "sikre Amerikas strategiske nationale sikkerhedsinteresser i Arktis og imødegå de voksende trusler fra Kina og Rusland".

    - Den, der kontrollerer Grønland, kontrollerer vigtige arktiske sejlruter og den sikkerhedsarkitektur, der beskytter USA. Amerika kan ikke overlade den fremtid i hænderne på regimer, der foragter vores værdier og søger at underminere vores sikkerhed, lyder det fra Randy Fine.

    Repræsentanternes Hus skal først stemme om lovforslaget. Hvis et flertal stemmer for, skal lovforslaget videre til senatet, før det bliver en realitet.

    Donald Trump har gentaget sit ønske om kontrol af Grønland flere gange den seneste tid.

  • DR: Nato diskuterer næste skridt

    Hanna Hviid

    Der er risiko for, at Rusland og Kina bliver mere aktive i Arktis, siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, under er pressemøde i Kroatien. Det skriver DR.

    Han siger desuden, at diskussioner om sikkerheden i Arktis allerede begyndte sidste år.

    - I øjeblikket diskuterer vi det næste skridt for at sikre, at vi følger op på den diskussion, så Arktis forbliver sikkert. Det en prioritet for alle, siger Mark Rutte ifølge DR.

    Han vil dog ikke kommentere direkte på Donald Trumps udtalelser om at vil have kontrollen over Grønland.

  • Medie: Tidligere Trump-rådgiver fraråder Danmark at sende tropper til Grønland

    Hanna Hviid

    Det er ikke en god ide, hvis Danmark opruster i Grønland og sender flere tropper til landet. Det siger en tidligere national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump, John Bolton, til RADIO IIII.

    - Jeg tror ikke, det virker på Trump. Jeg tror kun, at det vil øge spændingerne, hvis Danmark og andre europæiske lande sender tropper til Grønland. Det handler om at skrue ned for temperaturen lige nu, siger han i et interview til RADIO IIII.

    Flere partier i Folketinget har dog udtalt, at man gerne vil invitere europæiske tropper til Grønland.

    I et nyligt interview om bord på præsidentflyet Air Force One påstod Donald Trump, at Grønlands forsvar i bund og grund består af to hundeslæder.

    - Vidste I det? To hundeslæder. I mellemtiden har man russiske destroyere og ubåde og kinesiske destroyere og ubåde over det hele. Det kommer vi ikke til at lade ske, sagde præsidenten.

Powered by Labrador CMS