Amerikansk lovforslag vil forhindre militær indgriben mod Nato-lande

Ritzau
usas interesse i grønland liveblog

En gruppe amerikanske kongresmedlemmer har mandag fremsat et lovforslag i Repræsentanternes Hus om at forhindre, at USA kan gribe ind militært over for et andet Nato-land.

Det skriver mediet Politico.

Bag lovforslaget står de demokratiske medlemmer Bill Keating, Steny Hoyer og Brendan Boyle samt Don Bacon fra Republikanerne.

De håber på, at flere republikanere vil bakke op om forslaget.

- Det handler om grundlæggende fælles mål og vores grundlæggende sikkerhed. Ikke kun i Europa, men også i USA, siger Bill Keating om forslaget til Politico.

Lovforslaget kommer i en tid, hvor der er et stort internationalt fokus på Grønland, efter at USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har ytret et ønske om et amerikansk ejerskab af Grønland.

Powered by Labrador CMS